Denne film skal du simpelthen se

FILM: "The french dispatch"

Denne film er simpelthen den mest vittige på markedet lige nu. Jeg garanterer dig både store grin og stille fnis. Men mest af alt lover jeg dig, at du vil se den med åbne, overraskede øjne, fordi denne film ikke ligner ret meget andet.

I virkeligheden er det fire mindre historier, vi får fortalt. Men det hænger godt sammen.

Filmen starter med et redaktionsmøde på The french Dispatch. Det er en lokalredaktion til en større avis i Kansas. Hovedorganet har hver søndag en særskilt sektion, der er lavet i den franske by Ennui sur Blase.

Først lidt franskundervisning: Ennui betyder kedelig på dansk. Blase er floden, der løber gennem byen. Og hvis vi skal pinde det helt ud, så ligner floden Blase til forveksling Seinen, mens Ennui er en parodi på Paris.

Redaktøren hedder Howitzer, og han har fået jobbet som Paris-redaktør - undskyld Ennui-redaktør - af sin far, som ejer avisen i Kansas.

Han spilles med vanlig overlegenhed af Bill Murray. Redaktørkontoret har et skilt hængende over døren: "No crying". Det bliver taget helt alvorligt. Hvis der fældes en tåre, så fører det til øjeblikkelig fyring.

Ellers er Howitzer en meget tolerant chef for avisens journalister. Når de skriver for langt - altså 10 gange længere end aftalt, så tilgives de. Når de laver stavefejl, så tilgives det. Altså hvis de har lavet fejlene med vilje.

Det er med andre ord en avisredaktion ud over det sædvanlige. Det er avisens excentriske reportere sandelig også.

Efter redaktionsmødet følger vi tilblivelsen af fire historier fra avisen. Det sker med fire forskellige fortællere, som er de journalister, der har lavet disse historier.

Det er absurde, mærkelige, overraskende og sjove fortællinger. 

Efter 40 år som journalist kan jeg fortælle, at hvis jeg nogensinde havde fortalt på redaktionen, at jeg arbejdede med en af de fortællinger, vi møder lige her, ja så var jeg sendt hjem med en sygemelding og indskrivningspapirer til psykiatrisk hospital.

Præcis derfor er dette også en herlig film.

Først og fremmest er det også en herlig og kærlig satire over det franske samfund. Vi får her historier om det franske politi og deres brutalitet. Vi får beskrivelser af et ungdomsoprør på universitetet inklusive kampene mellem fraktionerne - de er næsten vigtigere end kampene mod magthaverne. Og meget mere.

Billedmæssigt er denne film noget af det mest overdådige, jeg har set i lang tid. Scenerne er på skift i sort/hvid og i farve. De er fortalt med splitscreen, hvor man skal følge med i to fortællinger samtidig. De er fortalt med animation. Alle visuelle kort spilles vituost, og man kan aldrig gætte, hvem der sidder med esset.

Først og fremmest fordi er sker så meget vildt i billederne, at man næste bliver forpustet. Men også fordi billederne er så overraskende. Både i beskæring og indhold. Bemærk: Der sker masser af ting ude i krogene af billedet. Også der er der masser af historier at hente for den vakse iagttager.

Og så er der skuespillerne. Instruktør Wes Anderson har valgt fra øverste hylde. Vi møder Tilda Swinton, Frances McDormand, Kate Winslett, Benicio del Torro, Willem Dafoe og mange andre. Og det er en flok skuespillere, som nyder deres roller. De spiller overdådigt i alle disse karakterer, der er hentet helt ude på overdrevet.

Det er en film med journalister som hovedroller og fortællere. Vi er vant til at se journalister som helte, der opklarer forbrydelser og vælter præsidenter. Men disse journalister? De er en flok krukker, der kan takke deres langmodige chef for, at de får lov at skrive. Så længe de ikke græder. Filmen kan også sagtens ses som en kærlig satire over journaliststanden.

Så ja: Jeg elsker denne film, og jeg følger mere underholdt i biografen end jeg har været i lang tid.

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu