Alene med dement far

Film -”The Father”

Anthony (Anthony Hopkins) er en ældre distingveret herre, bosiddende i en stor herskabelig London-lejlighed. Smagfuldt indrettet, med god kunst på væggene og opera på anlægget.

Der er blot et problem. Anthony har fået Alzheimers, og hans tiltagende demens er både et problem for ham selv og ikke mindst for hans omsorgsfulde datter Anne (Olivia Colman).

Eller er det nu er problem? Er det ikke plejersken Angela, som er problemet? Anthony er ganske sikker på, at hun har hugget hans armbåndsur. Indtil den betænksomme datter husker ham på hans uvane med at gemme ting under badekarret.

Kan uret måske ligge der?

”The Father” er et forrygende og alt opslugende drama, der går helt tæt på en mand, som på overfladen ser ud til at have styr på sit liv. Men som langsomt mister grebet om det, efterhånden som hukommelsen svigter og forsvinder.

Men én ting holder Anthony fast i – ”jeg flytter ikke fra min lejlighed”

Det er næsten på kanten af det alt for oplagte at lade Anthony Hopkins spille Anthony. Men han kan jo spille Anthony Hopkins, som ingen andre. Og ganske som sædvanlig, når det gælder denne store karakterskuespiller, må du efter få minutter konstatere, at han ganske ubesværet overtager rollen.

Gør den til sin egen. Hopkins fik en Oscar, bedste mandlige hovedrolle, for sit skuespil, og den i dag 83 år gamle aktør tegner et både skræmmende og gribende portræt.

Heftigt opfarende, lejlighedsvis aggressiv, hjælpeløs ængstelig, insisterende, charmerende, bedrevidende, nedladende og rent ud uforudsigelig.

Det er stor og fremragende skuespilkunst.

Filmens manuskript bygger på et teaterstykke, og det er elegant, velformuleret replikkunst, der hele tiden driver dramaet fremad.

For et drama er der tale om, mens vi sammen med Anthony oplever, hvad der sker omkring ham. Filminstruktør Florian Zeller lader forskellige personer spille de samme roller og gentage de samme replikker – så vi lige som Anthony pludselig kan opleve, hvordan en tidligere svigersøn nu pludselig sidder der helt naturligt i lænestolen.

10 år efter, at han og Anne blev skilt. Men Anne har jo lige betroet ham, at hun har fundet en ny mand og vil flytte til Paris.

På den måde skifter de nære omkring den pensionerede ingeniør både navn, ansigt og ikke mindst karakter -bliver pludselig uvenlige, eller har et andet navn.

Det sætter os i den demente fars sted. Vi forstår hans forvirring, ængstelse og vrede forsøg på at få verden normaliseret.

Bemærk også hvordan herskabslejligheden undervejs skifter karakter fra velordnet tryghed til sær uvirkelighed. Pludselig er et maleri væk, stole bliver stablet, gangen kan forvandle sig til en hospitalsgang eller er det et plejehjem?

Og hvad gemmer der sig egentlig inde i det store skab henne for enden? Og farverne går fra tryg gylden til kolde blåtoner.

Datterrollen bliver formet mesterligt af Olivia Colman. På en gang uendelig tålmodig og omsorgsfuld, og samtidigt bittert erkendende, at hun vil miste egen lykke og liv, hvis hun ikke gør noget radikalt.

Verden er ikke logisk mere, tingene hænger ikke sammen, det mindste bliver til store problemer, og hvor er mit armbåndsur nu henne? Har svigersønnen stjålet det?

Vi ser det hele gennem Anthonys øjne og hans fortvivlede forsøg på at forstå, hvad der sker, når det pludselig er aften, og han stadig sidder i sin pyjamas og skal have aftensmad.

Hvordan virkeligheden, lejligheden og de mennesker, der er i den, hele tiden forandrer sig, så han ikke længere tør tro på sine egne sanser. Og begynder at mistro sine nærmeste elskede og sig selv.

En skrækindjagende og samtidig empatisk skildring om, hvordan det er at se et elsket familiemedlem forsvinde og blive dement.

Hjerteskærende ømt og brutalt realistisk. En ny filmklassiker er født.