En filmskabers opvækst

FILM - ”The Fabelmans”

Spielbergs personlige fortælling om hans forelskelse i filmmediet er ikke nogen dårlig film. Måske ikke ganske på højde med den amerikanske instruktørs ”Saving Privat Ryan”, ”Schlinders liste” eller ”Solens Rige”. For nu at nævne nogle stykker fra cv'et.

Men mindre kan også gøre det. Et tidstypiske familieportræt koblet med selvbiografiske elementer. Sådan kan du kort beskrive filmen.

Den unge Spielberg, undskyld Sammy Fabelman (Gabriel LaBelle) bliver som dreng slæbt ind til sin første biograffilm. Far Burt (Paul Dano) kaster sig ud i  en lang teknisk forklaring for at få sin søn til at forstå, hvordan en strøm af billedstills bliver til levende filmliv, mens mor Mitzi (Michelle Williams) simpelthen forklarer Sammy – at ” film er drømmen, som du aldrig glemmer”.

På den måde bliver den unge kommende filmskaber straks spændt ud mellem teknik og følelse, den kreative skaben bliver også formet af hans forældre – den geniale elektronikingenør – hans far – og den flygelspillende, følsomme mor.

Det er hende, som forærer ham hans første kamera, så han kan få bearbejdet det angstraume, som den første film på det store lærred udløste.

Så er vi i gang med denne både personlige og samtidigt yderst professionelt filmede og spillede film om en ung jødisk drengs opvækst i en på overfladen lykkelig familie med far, mor og efterhånden hele fire børn.

Vi følger Sammys leg med og stadigt mere imponerende måde at mestre kamera og instruktion på – hvordan laver du mundingsild fra revolvere? Det er da bare at prikke små huller i filmstrimlen.

Familielivet former sig lykkeligt med husvennen Bennie (Seth Rogen), indtil den dag Sammy skal klippe en uskyldig skovtursfilm sammen for at trøste sin mor og opdager en afslørende hemmelighed. Herefter bliver intet rigtigt mere det samme i den lille familie.

Det er en film om en lykkelig opvækst, der så alligevel med ét forvandler sig. Men her er også plads til ganske humoristiske scener, som da den unge filmteenager bliver håbløst forelsket i en kristen pige.

I rollen som Sammys kunstneriske på en gang livsglade og så alligevel utilpassede mor, der har opgivet sin egen kunstneriske karriere for at blive husmor, gør Michelle Williams det glimrende med sin kiksede pudelhår og sit nervøse, overstrømmende og dybt elskelige gemyt.

Udadtil lykkelig som en smuk Barbie-dukke, men indvendigt stadigt mere krakelerende, utilfreds med sit ægteskab, sit liv og sine undertrykte behov. Det er  godt spillet.

Men også Paul Dano er udmærket i rollen, som farmand, der både gerne vil hjælpe sin søn og samtidig ikke forstår hans opslugthed af det, han kalder ”hobby”. Ganske lige som Gabriel LaBelle stilsikkert fylder sin rolle ud som filminstruktøren som ung hvalp.

Det er også ganske forbløffende at se, hvordan den unge Fabelman/Spielberg lærer noget meget vigtigt om filmmediet undervejs i den fremadskridende historie.

Hvordan det filmede gennem redigering og klipning kan blive til noget ganske andet end det faktisk optagede. Hvordan råbåndet kan blive forvandlet – alt efter hvad du beholder,eller klipper ud, når de former din ”sandhed”. Så den du afskyr, pludselig bliver helt!

Det er en sødmefyldt, vemodig familieskildring og samtidig et ”selvbiografisk” indblik i Spielbergs egen opvækst og kamp for at blive noget ved filmen. På en måde meget amerikansk, men slet ikke nogen dårlig film.

Det er jo Spielberg, vi har med at gøre i en fornem blanding af fiktion og virkelighed, sådan som film skal være. I et filmet forsøg på at fange ”sandheden” om ham selv og familien.