Løsladt krigsveteran på kasinoturné

FILM: "The Card Counter"

Veteranen William Tell, der lærte sig selv at tælle kort under et otte år langt ophold i militærfængsel, er en haj til Blackjack og Poker.

Tidligere var Tell udstationeret Abu Ghraib og tog del i den grufulde tortur af krigsfanger i de tidlige stadier i Irakkrigen, som han efterfølgende blev fængslet for – men det ved vi ikke lige i starten.

Nu lever han i en kuffert og rejser fra kasino til kasino, hvor han lever af sine gevinster. Men for at undgå for meget opmærksomhed fra kasinoernes udsmidere er Tells spillefilosofi at satse småt og vinde småt.

Om natten vender han tilbage til sit motelværelse, hvor han dækker alle møbler ind i lagener og binder med sejlgarn, skriver i sin dagbog og forsøger at holde sine indre dæmoner væk.

Filmens konflikt kommer frem, da Tell opsøger et foredrag om sandfærdighed og løgnedetektorer, hvor John Gordo, der var hans overordnede tilbage i Abu Ghraib og lærte ham om tortur og afhøring af mistænkte.

Men da Tell blev dømt for sine forbrydelser mod menneskerettighederne, slap Gordo helt fri.

Efterfølgende bliver William Tell opsøgt af den unge Cirk Baufort, der vil have hjælp med at hævne sig på den tidligere oberst, John Gordo.

Cirks far, Roger Baufort, tog også del i den grufulde tortur i Abu Ghraib, men efter sin løsladelse fra militærfængslet, endte Baufort senior at tage sit eget liv.

Gennem flashbackklips via Tells drømme, får vi også indblik i, hvad der foregik tilbage i Abu Ghraib. Her ser vi fanger blive tævet, ydmyget og afhørt gennem en vidvinkellinse, der viser forvrængede, afslørende billeder af gangene og cellerne i Abu Ghraib-fængslet.

De rystende billeder, hvor fanger får kylet toiletspanden i hovedet, klynget op nøgne med en sæk over hovedet og sparket gentagende gange i maven sætter sig i os.

Disse billeder giver filmen karakter, dybde og lover os meget mere, end hvad instruktør Poul Schrader egentligt lever op til med ”The Card Counter”.

William Tell fremstår som en mystisk mand, der rummer meget mørke hemmeligheder, og derfor har man en forventning om, at noget stikker under, når han i første omgang afslår Cirks projekt om at hævne sig på John Gordo, og alligevel inviterer ham med på kasino-roadtrip.

Tilsyneladende er det kun for at hjælpe den unge Cirk ud af sin gæld, at Tell opsøger sin gamle bekendte La Linda, der på vegne af investorer driver en gruppe af pokerspillere. Hun sponsorerer Tells turneringer rundt omkring i USA, og da er trioens mål VM i poker i Las Vegas.

Falsk lumsk mystik

Oscar Isaac, der spiller William Tell, får opbygget en mystisk og gådefuld karakter omkring krigsveteranen, der gør filmen spændende. Vi forventer hele tiden, at bægeret vil tippe for den tidligere PTSD-ramte torturbøddel, der er så velkalkuleret og rutinepræget i sit nye virke som professionel pokerspiller.

Men den tilsyneladende tilbageholdt information viser sig at være en falsk opbygget suspense, hvor vi ikke får ordentlig svar på motiverne bag karakterernes handlinger.

At Tell råder bod på sine tidligere gerninger ved at hjælpe Cirk, spillet af Tye Sheridan, giver god mening, men hvorfor virker Tell så snedig og lumsk, som om noget stikker langt dybere?

La Linda, spillet af Tiffany Haddish, italesætter det endda over for Cirk til en pokerturnering. - Hvad er hans baggrund? Skal jeg være bange?

Hun tænker det samme som os andre: Der er noget lusket ved ham!

Men William Tell er bare en god amerikansk statsborger, der nu vil hjælpe Cirk med sin gæld ved at vinde penge til diverse pokertuneringer, og den opbyggede lumske mystik falder altså til jorden.

Andre spørgsmål trænger sig også på, for hvorfor er Tell så opsat på, at Cirk opsøger sin mor? Har det noget med hans egen mor at gøre eller hvad er motivationen bag?

Højt at flyve…

Som du nok har bemærket, så har filmen ikke meget med korttælling at gøre…

Intentionerne med ”The Card Counter” er i og for sig gode, og det er nok heller ikke helt tilfældigt, at filmen udgives så tæt på 20-årsdagen for terrorangrebene den 11. september.

Filmen skildrer arven fra terrorangrebene i 2001 gennem de krigsforbrydelser, som amerikanerne har begået retfærdighedens navn i Irakkrigen.

Og de eksplicitte optagelser fra Abu Ghraib spår for mit vedkommende om en uundgåelig voldelig slutning. Men den får vi så kun fra rummet ved siden af, hvor hensigten nok er, at vores fantasi skal fortælle os resten.

Filmen har potentiale, og det er først i sidste halvdel og især i slutningen, at den mister grebet og lander fladt. Men det er hverken på grund af Oscar Isaac, Tiffany Haddish eller Tye Sheridan, der alle gør det godt på skærmen.

Problemet ligger i den skrevne historie, der altså ikke er til at råbe hurra for, og man kunne sagtens have dykket endnu længere ned i den PTSD-ramte krigsveterans indre kamp med sine dæmoner og dykket mere ned i romancen mellem Tell og La Linda.

Der er dog en smuk, romantisk scene, da La Linda tager Tell med til den oplyste Missouri Botanical Garden en aften, hvor skærmen bliver svøbt ind i forskellige neonfarver fra havens lysinstallationer, og hun viser ham, at verdenen også kan være smuk og farverig.

”The Card Counter” har ikke meget med korttælling at gøre, og scenerne kunne ligeså vel udspille sig på en væddeløbsbane end på et kasino. For fortællingens omdrejningspunkt er blot, at William Tell skal tjene penge til Cirks gæld.

Den store mystik omkring Tells karakter har intet på sig, og filmen er overraskende nok ganske forudsigelig, selvom vi forventede et plottvist.

Paul Schrader flyver højt på skildringen af hændelserne i Abu Ghraib med de rystende vidvinkelbilleder, men falder dybt på en flad slutning, en mangel på tydelig motivation for karaktererne og ikke at følge PTSD-problematikken til dørs.