Irsk uforsonlighed

Film - ”The Banshees of Inisherin”

To mænd på en irsk ø. Den ene, ældre violinspillende, Colm (Brendan Gleeson), og den anden, en mælkebonde Pádraic (Colin Farrell), er gode venner.

Hver dag klokken 2 kigger Pádraic fordi sin vens stråtækkede hytte, så de sammen kan tage hen på den lokale pub og få sig en sort pint. Og en sludder om stort og småt.

Men en dag vil Colm ikke med. Hvorfor og hvad er gået galt?

Det spørger både Pádraic og vi andre os om. Har de to skændtes? Er vores godmodige bonde kommet til at fornærme ham i en hjernelam whiskybrandert?

Pádraic går i gang med det ene og det andet krumspring for at få en forklaring, men må i første omgang nøjes med den lammende besked:

- Jeg kan bare ikke lide dig mere.

Men det stopper ham ikke, og langsomt udvikler den tragikomiske menneskelige hårdknude sig fra det uforståelige til det værre – det langt værre. Det virkeligt langt værre

For Colm, ældre og fortvivlet, en anelse fortvivlet depressiv, vil bare være i fred og ikke spilde tiden med to timers lang, ligegyldig pludren om, hvad Pádraic nu har fundet i sin ponys sidst afleverede lort. Han vil skabe noget, arbejder på en sang – den som har givet filmen titlen – og vil ikke længere spilde sin tid på ligegyldigheder.

Sådan én er den stakkels Pádraic nu blevet, men det får ham selvfølgelig ikke til at give op. Heller ikke da Colm proklamerer, at hvis han taler til ham en gang til, så klipper han en finger af sin strengespillende venstrehånd.

Det er en film, der balancerer hårfint mellem komedie og skæbnedrama, men den lykkes på ganske overbevisende vis.

Det hele er filmet i betagende bredformat, med den grønne ø malerisk foldet ud for vores øjne, mens vi besøger den lokale pub eller de grå stenhytter, hvor øens beboere her i 1923 kan høre skud fra borgerkrigen ovre på fastlandet.

Der er noget hollandsk Vermeer over de bruntonede billeder og interiøret, mens vi lærer persongalleriet omkring de to tidligere venner at kende.

Den enfoldigt-kloge landsbytosse Dominic (Barry Keoghan) med sin brutale politifar, Pádraic’s læsende, snusfornuftige søster, Siobhán (Kerry Condon), og den gamle kælling Mrs McCormick (Sheila Flitton), der så uheldssvangert dukker op og synsk spår død.

Faktisk er banshee i irsk mytologi en synsk fekvinde, der kan spå og varsle død og ulykke.

Det er drama, hvor der også er gjort plads til humor og grinagtige optrin. Ikke mindst når Colm sætter sig i skriftestolen for at få syndsforladelse og ryger i heftige diskussioner med den katolske præst.

Det er en film, som er fjollet og lattervækkende og samtidig skræmmende og hjerteskærende.

De to hovedrolleindehavere gør det på hver sin måde glimrende. Colin Farrell er den fortvivlede, godmodige rare mand, der ikke forstår, hvorfor han pludselig bliver sendt ud i kulden af Colm.

Spillet tvær, indesluttet og afvisende af Brendan Gleeson. Tydeligt plaget af sin ønske om på en eller anden måde at efterlade sig noget, han vil blive husket for. Træt af kedsomheden på øen og egentlig også sit eget liv.

Mens den sårede og egentlig rare Pádraic bliver forvandlet til vred, ondskabsfuld og stadigt mere hævngerrig mand.

Det er et fint portræt af det klaustrofobiske øsamfund, hvor alle ved næsten alt om alle, mens vi samtidig får foldet de uforsonlige omstændigheder ud, som til sidst får begivenhederne til at gå op i skæbnesvanger spids.

Da et uskyldigt levende væsen utilsigtet dør på grund af de eskalerende tåbeligheder

Men også Colm piner jo sig selv med sit ”håbløse” ønske om uforglemmelighed og først til allersidst i filmen spirer et lille håb om, at de to venner måske – et meget stort MÅSKE – kan forenes i en form for kompromis og gensidig balance.

Eller vil det symbolsk ende i den fastlåste irske uforsonlighed, som stadig i dag plager Eire.