Stærk kvinde – totalitært regime

Film - ”Tatami”

I den alvorlige del blandt ugens premiererfinder vi den israelsk-iransk instruerede sportsfilm ”Tatami”.

Optaget i sort-hvid udspiller den sig på et stort stadion i Tbilisi i Georgien. Nærmest optaget i kæmpende realtid. Her er der VM i judo for kvinder, hvor den iranske judokæmper, Leila Husseini (Arienne Mandi) stiller op for sit land.

Ved sin side har hun træneren Maryam (Zar Amir), der selv engang var rigtig tæt på at vinde sejren ved OL i Seoul.

Lige fra åbningsscenerne, hvor judoholdet sidder i bussen på vej mod stævnet, mens Leila lytter til oprørsk rap-musik i hovedtelefonerne, hviler der en klaustrofobisk overvågningsatmosfære over billedsiden.

Hjemme i Teheran følger Leilas familie, hendes mand og søn, med på tv sammen med øvrige familiemedlemmer, og lover hende – ”vi tæver dig, hvis du ikke kommer hjem med en medalje".

Men holdet langt væk fra Iran bliver skam nøje overvåget, og selv om Leila lige fra sin første åbningskamp viser, at hun er i storform og snart går fra sejr til sejr i ringen... Kaldet tatami og som også har givet filmen navn.

Ja, så er det totalitære, islamiske præstestyre ikke tilfreds og vil have hende stoppet.

For tænk hvis nu Leila kommer så langt, at hun skal møde den israelske judokan, Shani. Som hun øvrigt har et ganske venskabeligt venindeforhold til.

Styret lægger pres på. På hendes træner og senere på hende selv gennem trusler mod hendes familie hjemme i Teheran.

Hun skal trække sig. Iran vil ikke tillade, at deres kvindelige og sejrsikre judokæmper møder besættelsesmagten Israel. Så hellere fingere en skade.

Det er neglebidende, intens og spændende film. I rollen som Leila fungerer Arienne Mandi totalt overbevisende og 110 procent til stede, kraftfuld kæmpende i judoscenerne, hvor det hver gang er knald eller fald.

Under et stadigt stigende pres efterhånden som det islamiske styre bruger stadigt mere livstruende og skræmmende midler for at tvinge hende til at give op.

Ved hendes side gør Zar Ami, det lige så godt. Hun spiller træneren, der bekymret og med god grund angst.

I begyndelsen gør hun alt for at tale Leila til ”fornuft”, og hun er i øvrigt også selv flygtet fra Iran og medinstruktør på filmen.

Den første nogensinde instrueret af både en israelsk og en iransk filmskaber.

Det er dødspændende, og det er nervepirrende. Det har vi allerede fastslået, men oven i den paranoide og truende stemning har filmen også et væsentlig budskab.

Vi må ligesom vores judoheltinde kæmpe for frihed og holde fast i demokratiske værdier og mål. Blive på retfærdighedens og menneskelighedens side. Uanset de personlige omkostninger

”Tatami” er inspireret af overgreb på kvinders rettigheder i Iran, og hvordan kvindelige idrætsudøvere har været under pres fra regimet.

Sportsudøvere som den kvindelige bokser Sadaf Khadem, klatreren Elnaz Rekabi og fægteren Kimia Alizadeh.

Filmens nærmest dokumentariske og knugende realistiske form understreger igen og igen og ganske overbevisende det totalitære systems hensynsløshed.

Det er ikke nogen indviklet plothistorie, men det er en væsentlig film, der hylder en stærk kvindes mod og vilje til at sætte sig op mod styrets overmagt.

Ikke nogen behagelig film at gå ind at se, men væsentlig, væsentlig i en tid, hvor totalitære styrer synes at være på fremmarch nærmest overalt på vor klode, og mennesker over alt må kæmpe for deres frihed.