Dirigenten, som smuldrede …

FILM - ”Tár”

Det her er først og fremmest Cate Blanchett’s film, der er intet mindre end skræmmende god og foruroligende som den kvindelige dirigent Lydia Tár.

Hun står på højden af sin karriere, dog ikke uden ambitioner om at kunne kravle lidt højere op af den klassiske musiks rangstige. Hun er chefdirigent for Berlinerfilharmonikerne og lever i et lesbisk forhold med orkestrets førsteviolinist, Sharon (Nina Hoss) med, hvem hun har adoptivdatteren, Petra.

Vi møder hende første gang til et velbesøgt interview i New York, hvor hun intelligent, vittig og vidende fortæller om jobbet som levende taktstok. Om udfordringen med at lokke nye nuancer, faktisk helt andre oplevelser ud af den klassiske musiks velkendte store komponister.

Her gælder det først og fremmest Mahlers femte, som Lydia mener, måske ikke handler så meget om Mahlers ægteskab med sin Alma, som han nægtede adgang til selv at komponere. Nej. Lydia hører og tænker passager i symfonien som stormende nyforelskelse – revitaliseret kærlighed.

Hun er vant til at få sin vilje i et og alt, når det gælder, hvad der er bedst for musikken. Men snart begynder vi også at mærke en dirrende uro i denne så selvsikre og handlekraftige kvinde.

Pludselig forstyrrende lyde, kombineret med hendes ganske hensynsløse og iskolde beregnende befalinger og ordrer. Charmerende er hun, men også kynisk beregnende, finder vi efterhånden ud af.

Lige som hendes assistent Francesca (Noémie Merlant) får vi langsomt afdækket, at en fortrængt fortid, skjulte og undertrykte hemmeligheder truer ikke alene Lydias nattesøvn, men også hendes position i spidsen for et af verdens bedste symfoniorkestre.

Det er en historie om storhed og fald sat i rammerne af det detaljerede øveforløb med indspilningen af Mahler. Blanchett imponerer både på dirigentpodiet, men også med sit udtryksfulde spil med en ansigtsmimik, der lige overbevisende kan spejle vrede, forurettethed, kølig beregning eller pludselig uventet forelskelse.

Det sidste kommer til udtryk overfor ensemblets nye russiske cellist Olga (Sophie Kauer), hvis følelsesladede bevægende solospil, får sendt Lydia ud på nyforelsket livsfarlig tynd is.

Der bliver spillet overbevisende og lydefrit rundt om Blanchett i dette drama om klassisk musik, kampen om at blive den bedste på podiet, det interne hierarki i et stort symfoniorkester, intrigerne, og fristelsen til at udnytte sin magtfulde position til selv at forsøde sit eget liv og tilværelse.

Hun gør det cool tjekket og så alligevel mere og mere dirrende urolig og ængstelig.

Og ingen glemmer vist scenen, hvor hun skræmmer livet af Johanna, adoptivdatteren Petras skolekammerat, som mobber og vist har ansvaret for alle Petras uforklarlige blå mærker.

Det er en kompleks film med mange lag. Om magtforholdet både i det lesbiske ægteskab og i orkestret. Om de sociale mediers utrolige magt til at lyndømme ved hjælp af forargelse og manipulation. Og om et menneske, der hele tiden forsøger at løbe væk fra sig selv og sin egen fortid.

Og til sidst strander både personligt og karrieremæssigt. Taber sig selv, fordi hun tror på, at bare alt er perfekt, lyder perfekt eller ser perfekt ud, så kan intet ondt ramme dig.

Men det kan det.