Talent, intrige og fake news

Film - ”Tabte illusioner”

Forrygende, underholdende og realistisk grum. Hvis du kun ser én fransk film om året, er det den her, du skal gå ind og se.

Lucien (Benjamin Voisin) bor langt ude på bøhlandet i det franske. Forældreløs ernærer den 20-årige sig som trykker. Men han kan også noget med ord og har skrevet en digtsamling ”Margurietter”, hvor de fleste er til hans hemmelige elskede, baronessen Louise (Cécile de France).

Da deres forhold bliver afsløret, flygter de sammen til Paris, men den naive, umiddelbare Lucien forstår ikke at begå sig på adlens bonede gulve og finder snart sig selv alene. Pengeløs og sulten på et usselt kammer.

Tilfældigt møder han avisredaktøren Lousteau (Vincent Lacoste), der tager ham sig under sine vinger. Og giver ham en grundig og ganske kynisk introduktion til datidens parisiske smudspresse.

En artikel koster penge, og den, der byder højest, får den omtale og kritik, vedkommende gerne vil have. Når man f.eks. skriver anmeldelse, er det vigtigt, at man ikke læser bogen – det kunne påvirke anmeldelsen uheldigt.

Det gælder om at skabe debat, at smide med mudder, at skabe sensation og opmærksomhed for enhver pris. For så vil folk købe, ikke mindst aviser, men også bøger og styrte i teateret.

Filmen minder om et stort veloplagt kostumebal, der har tempo som en bedre gangsterfilm. Med et rigt og farverigt persongalleri. Kærligheds- og magtintriger vikler sig sammen til en uforudsigelig rød tråd, mens vi besøger både bund og top i datidens Paris.

Filmen baserer sig på den store franske forfatter Honoré de Balzac (1799-1850) tre-binds værk ”Bristede illusioner”, men her er ingen fare for, at du kommer til at kede dig undervejs i bogstøvet slavisk 1:1 gengivelse.

Nyd for eksempel Gérard Depardieu i rollen som forlæggeren Dauriat, tidligere frugt- og grøntsagshandler, der hverken kan læse eller skrive. Men ved alt om, hvordan avisomtale og dertil passende bestikkelse kan føre til et godt salg.

Journalistikken er til salg for højstbydende. Lige som henne i teatret hvor Lucien falder pladask for den rødstrømpede skuespillerinde Coralie (Salome Dewaels) og skriver sin første stærkt smigrende teateranmeldelse, mens han kigger dybt i hendes øjne.

Lucien bliver spillet både naiv og troskyldig af Benjamin Voisin. men også ærgerrig og hensynsløs i sin stræben efter position og rigdom. Han skildrer ganske dækkende, men måske også lige hurtigt nok, sin karakters forvandling fra enfoldig ærlighed til champagneombrust, umoralsk higen efter succes.

Kvinderollerne – i form af Salome Dewaels og Cécile de France – er mere fint tegnet og nuanceret spillet. Giver vel egentlig filmen troværdighed på hver deres måde i deres forsøg på at ”frelse” Lucien. For de ved begge, hvor farlig ondsindet sladder kan være, og at de mægtige magtfulde ikke finder sig i alt.

Fortællerstemmen – meget passende indtalt af Xavir Dolan, der også har rollen som Lucines forfatterkonkurrent Nathan - fører os sikkert igennem dramaet og binder det sammen. Her hører vi Balzacs stemme, realismens fader, på en gang kynisk spids og nøgtern realistisk i sin skildring af datidens franske samfund, hvor pengenes magt er altdominerende.

Stol ikke på nogen. Intet er gratis. Applaus og anerkendelse er til salg for højestbydende. Fake news er gud. Ærlig journalistik findes ikke.  

Her er elegante dialoger og replikker – ord bliver anvendt, som var det en duel. Og vor Lucien mestrer snart kunsten at dræbe og lystmyrde, selv når han rent faktisk elsker en bog.

Det er en hensynsløs udlevering af datidens liberale oppositionspresse, med et godt blik for og henvisning til nutidens fake news, og samtidig historien om et menneske, der glemmer sig selv og må betale prisen. Når du selv har knust andre med svig og opdigtet løgnagtighed.

Filmen er besk og vidunderlig på én og samme gang. Farverig og detaljeret i sin samfundskritik uden skygge af museumsstøv.