Film - ”Svære sandheder”
Skrækindjagende, angstfuldt familiedrama.
Den hjemmeløbende husmor Pansy (Marianne Jean-Baptiste) er angst for alt og alting. Duerne udenfor. Pludselig lyde. Snavs. Sofaen bliver sprittet af, før hun tør lægge sig i den.
Samtidig er hun en ulidelig belastning for sine omgivelser. Både sin tavse VVS-ægtemand Curtley (David Webber), sin overvægtige, evigt trøstespisende søn Moses (Tuwaine Barrett) og ikke mindst, hvad og hvem som helst, når hun bevæger sig udenfor en dør.
Kassedame, læge og tandlæge, og tilfældige, hun møder, bliver svinet til, skældt ud og hånet.
En mørk depressiv sky ligger over hende og breder sig som kræft ind i hendes egen familie.
Frisørsøster Chantelle (Michele Austin) er en helt anderledes livsglad størrelse. Med to velfungerende døtre forsøger hun lattermild og overbærende at hjælpe Pansy. Men det er svært.
Pansy er i særklasse ubehøvlet og grænseoverskridende, og når hun først kommer i gear, får hun præsidenten (aka Trump) med det orangefarvede hår til at ligne en lallende amatør.
Her er dømt solid britisk socialrealisme, hvor vi ganske pinefuld kommer rigtig tæt på Pansy og hendes dysfunktionelle adfærd. Og ikke mindst den stadigt mere hjælpeløse familie.
Marianne Jean-Baptiste er lammende god som den angstplagede Pansy. Udmattende og uden for pædagogisk rækkevidde kan du alligevel ikke indimellem undgå at grine af hendes tossede vanvidsrablen.
Hendes skuespil bliver dog også i længden enerverende.
Michele Austin gør det godt som den omsorgsfulde Chantelle, der prøver at hjælpe. Men også bliver sat skakmat. Igen og igen.
Det er de to præstationer, som bærer filmen. Godt understøttet af glimrende birollespil. Og så kan instruktør Mike Leigh noget med close up kameraindstillinger, så vi kommer helt tæt på ansigt og øjne, følelser og smerte, gråd og grin.
Du kommer tæt på det sorte lokalsamfund. Ikke mindst på grund af den saftige løsslupne sladder henne på Chantelles hårsalon.
Endelig er der gjort plads til et par sidehistorier, hvor vi oplever hvid undertrykkelse af Chantelles døtre. 
Marianne Jean-Baptiste er skræmmende overbevisende, som den neurotiske, hypokonderplagede og angste kvinde, der med sine aggressive udfald har fundet en vej til at få lindring for sin egen mørke smerte.
Her føler hun sig tilpas.
Skuespillet fejler ikke noget, men alligevel går filmen død i sin historiefortælling og når aldrig frem til en konklusion eller en forløsning.
Især får vi aldrig rigtig forholdet mellem de to søstre forklaret og undersøgt til bunds. Hvad er der med deres mor, afdøde Pearl?
Og det føles faktisk – ret skuffende.
- “Svære sandheder”
- Originaltitel: “Hard Truths”
- Storbritannien, 2024
- Instruktør: Mike Leigh
- En time, 37 minutter.
- Frarådet under 7 år
- Biografpremiere, 13. marts, bl.a. Biffen, Nordkraft, Aalborg