Demens på vej(en)

Film - ”Supernova”

To mænd, par gennem mange år, koncertpianist og forfatter, kører nordpå i autocamperen gennem det smukke britiske efterårslandskab.

De to, Sam (Colin Firth) og Tusker (Stanley Tucci) er glade for hinanden. Der er blot er problem. Tusker er dement, eller rettere ved at blive det. Så hvad sker der med dem og kærligheden?

Filmen åbner med en blinkende stjernehimmel og så rykkes fokus tættere på, indtil vi ser op i det overvældende stjernehav, der altid får en til at tænke på, hvor små vi mennesker er, og hvordan mange af vore ”problemer” i virkeligheden er ligegyldige bagateller.

Men her drejer det sig om liv og død, og det er både et intimt og bevægende drama, vi får lov at opleve, mens autocamperen krydser nordpå mod venner og familie.

Demens på vej – on the road – mod en afklaring. Det kan lyde hængemulende sørgeligt, men det er en film, der både får dig til at le og græde, og samtidig er den dybt alvorlig i sit livtag med kærligheden.

For hvad gør du egentlig – hvad stiller du op, når du ved, at den du elsker i virkeligheden er døende? Og til sidst ikke kan genkende dig?

Parret bliver spillet lydefrit og overbevisende af to klasseskuespillere. Britiske Colin Firth, mandig, afdæmpet og samtidig skrækslagen for at miste sin livsledsager,

Mens amerikanske Stanley Tucci overfor ham er både vittig, klog og charmerende. Altid klar med en sjov bemærkning til at tage alvoren ud af næsten enhver given situation.

Hans eneste ønske er at blive ved med at bevare kontrol over sit eget liv. Han vil huskes, som den han var, og ikke for det han er ved at blive. En skygge af sig selv.

Vi er tæt på de to og deres forhold, kampe og glæder, i rigtig mange scener. Intimt er det, helt close up, hvor du ikke kan skjule noget. Det kræver noget af en skuespiller. En falsk betoning, en utilsigtet ansigtstrækning vil ødelægge illusionen.

Men de to herrer her mestrer kunsten. Så hvis du spørger: Hvem spiller bedst af de to? Er svaret: De er lige go’e.

Tag eksempelvis cafeteriascenen, hvor de er holdt ind for at få lidt at spise, inden turen fortsætter med familiebesøg hos Sams søster Lilly (Pippa Haywood).

Tucker sidder tavs og studerer rutekortet, da servitricen kommer for at få betaling. Og så kaster han sig ud i længere rablende forklaring omm at hun sagtens kan få en autograf. Sam er blot genert, men hun kan godt låne en kuglepen, hvis hun tilfældigvis vil have signeret et af hans albums.

- Hvorfor gør du det, lyder det fra Sam, og Tucker indrømmer, at han egentlig ikke synes, det er sjov mere. Altså den ene halvdel af ham, men den anden …

Undervejs er vi på sørgmunter kurs ned ad mindernes allé, men samtidig bliver behovet for at finde en brugbar løsning på deres aktuelle, pressede livssituation stadigt mere uomgængeligt.

Her er både fest, afsked, gode grin og livsklogskab, og du skal nærmest være støbt i armeret beton for ikke at knibe en enkelt tåre eller to undervejs.

Et intenst, stærkt drama, som ingen bør være foruden i deres liv med film.