Fodslæbende fortalt

Film - ”Stille liv”

Det er længe siden, at vi har set en dansk film, der giver sig så god tid til at fortælle sin historie. Om ikke at føle, at man hører til.

Carl (Cornelius Clausen) er adopteret, født i Korea, og vender nu hjem som student til gården. Her venter hans plejeforældre Karen (Bodil Jørgensen) og Hans (Bjarne Henriksen), og snart er Carl i gang med at hjælpe med at få fodret det sortbrogede malkekvæg.

Carl er nemlig udset til at overtage gården, men det er måske ikke lige det, han drømmer om. I åbningsscene panorerer vi ud over det grønne danske landbrugslandskab, da noget voldsomt falder ned fra himlen og skræmmer fuglene op.

Men så går der ellers en rum tid, før de første ord bliver sagt. Det er en film, der forfalder til at lade tingene foregå i realtid, så når vi ser, hvordan der bliver pakket halmballer i grøn plastic …

Ja. Så tager det den tid, sådan noget tager. Langsomt, langsomt, sine steder fodslæbende trist, kommer filmen efter en lille times tid frem til endelig at få fortalt sin egentlig lille-bitte historie.

Efter at vi har været med på den lokale bodega, til Bittens 60 års fødselsdag, og stort set siddet tavse ved det lille spisebord i køkkenet, når det var tid for morgenmad, leverpostej-frokost eller boller i karry.

Det handler om, at Carl føler sig fremmed som adopteret og ikke føler, at han hører til her, hverken i familien eller ude på bøhlandet, selv om det er meningen, at han skal træde i far Hans ganske store fodspor.

Både Bodil Jørgensen og Hans Henriksen gør det ganske solidt som det tavse ægtepar, der har deres egne fortiede hemmeligheder. Der bl.a. gjorde, at de fik en adoptivsøn, som de nu engang elsker på deres måde.

De har ikke det mindste besvær med at spille henholdsvis Hans Henriksen og Bodil Jørgensen, sådan som vi kender dem.

I hovedrollen som Carl er udtryksløs som en kæmpestor, nypudset forretningsrude. Han går det meste af tiden rundt som en stor, tavs depression og taler i almindeligheder, når han da ikke i sære, unødvendige og overtydelige drømmesyner, kommer i kontakt med sin koreanske baggrund.

Her bliver også plads til lidt fladpandet racisme udtrykt i dumsmarte bemærkninger.

Det er en film, der på en gang skildrer et stilfærdigt, arbejdsomt liv med køer og Massey Ferguson-traktor, og samtidig er den fyldt med kluntet, mærkværdig symbolik.

Som den meteorsten, der dumpede ned fra himlen i åbningsscenen, og som Carl nu pudser blanksort og opbevarer under sin seng. Efter cirka halvanden times spilletid, når filmen endelig frem til konklusionen.

- Jeg skal ikke være landmand, siger Carl såmænd.

Nej. Det anede os. Den her historie kunne med fordel være skåret ned til en halv times lang novellefilm. Det ville have været dejligt, hvis der var blevet afsat tid til at folde familiedramaet og de undertrykte, fortiede følelser ud.

I stedet for denne uforløste og indadvendte fortælling. Med den sjusket bundne afslutningssløjfe.