Den skruppelløse sangerinde

Film - ”Stella, et liv”

”Let’s Misbehave” er en Cole Porter.-klassiker, og det er den jazzsangerinden Stella (Paula Beer) øver med sine jødiske musikvenner, da filmen åbner.

Vi er i Berlin, august 1940, hvor jazz jo er undermenneske-musik, der gør ondt i enhver sand ariers øren.

Stella og hendes jødiske familie, mor og far, prøver forgæves at få visa til USA. Ligesom de 50.000 andre jøder, der hver dag står uden for den amerikanske ambassade. Men det lykkes ikke.

Snart går livet fra slemt til værre, og i februar 1943 står Stella med sine jazzdrømme og arbejder på ammunitionsfabrik. Med den gule jødestjerne hæftet på tøjet.

Den kan hun gode finde på at rive af om natten for som ung, smuk blond kvinde at kaste sig ud i nattelivet, og efterlade sin mand Fred (Damian Hartung) derhjemme.

Da hendes mand bliver taget og deporteret til en kz-lejr, lykkes det hende og forældrene at skjule sig. Nu går kampen for at skaffe rationsmærker og falske id-papirer ind, og Stella udnytter sin skønhed.

Hun indleder et forhold til den skruppelløse sortbørshaj Rolf (Jannis Niewöhne). og snart lever de to i sus og dus. Finansieret af deres indbringende forretning med at sælge falske identitetspapirer til jødiske landsmænd.

Men så bliver hun arresteret og afsløret, udsat for et brutalt forhør, og må finde en ny måde at overleve på.

Det er en fascinerende og nuanceret skildring af nazi-Tyskland, set indefra med en ungdom, som kæmper for at få sig et eget liv. På trods af pogromer og fascistisk undertrykkelse.

Paula Beer spiller rollen ganske overbevisende som den unge kvinde, der langsomt og under pres forvandler sig fra offer til nærmest skruppelløs medløber.

Hun er på en måde overbevist om sin egen særstatus, som sangerinde og kvinde og kan ikke udstå flæbende føleri. Sådan kalder hun det, når en hendes nærmeste venner, trompetisen svigter i bandet, døddrukken og ulykkelig, fordi hans far er blevet taget af nazisterne.

Underlig følelseskold og stadig mere kynisk er hun parat til, hvad som helst for selv at overleve.

Det er godt skildret.

Det er lydefrit og imponerende tidstypisk filmet, her mangler ikke hverken kostumer og interiør, så du virkelig kan føle dig hensat til en forførende storbys liv.

Beer gør det godt som en iskold prinsesse, der bare bliver trukket længere og længere ned i vanviddet, som omgiver hende. Men det er også som, om hun aldrig rigtig får tid til at folde sin egen rolles indre fortvivlelse helt overbevisende ud.

På den måde står filmen underligt amputeret – hvorfor gjorde hun det? Hvordan kan et menneske dog komme så langt ud?

Kan luksuslivets overdådighed virkelig forklare den forråelse, som dette menneske gennemgår? Eller ville vi selv se vores høje etiske og moralske værdier smuldre væk, hvis vi blev sat i Stellas sted?