Edderkoppedrengen på nye eventyr

Film -"Spiderman – No Way Home”

Alt i alt er det her mest en film for Spiderman-fans, der er godt inde i universet og kan nyde de mange underforståede henvisninger til de mange forudgående film.

I filmen her bliver superhelten Spiderman (Tom Holland) - med det borgerlige civilnavn Peter Parker  - afsløret og snart udråbt til morder. Det var jo ham, som fik fjernet superskurken Mysterio fra jordens overflade.

Men udover mordanklagen – der snart bliver frafaldet – er det også ganske besværligt, at hele verden nu ved, hvem Spiderman er.

Ikke bare for ham selv, men også hans kæreste MJ (Zendaya) og hans bedste ven Ned (Jacob Balaton) og selvfølgelig også for mor May Parker (Marisa Tomei)

De tre venner drømmer om at komme ind på det samme college, men afsløringen forhindrer det. I desperation opsøger Peter Parker den magiske troldmand Dr. Strange (Benedict Cumberland), der ved hjælp af en glemselsformular vil nulstille hele verdens hukommelse, så ingen længere kan huske, at Peter Parker er identisk med Spiderman.

Men det går grueligt galt og via portaler til andre dimensioner – dem kender du sikkert også, ik?  -slipper en perlerække af fjender fra de tidligere film og deres univers ind i den her film. Er du stadig med?

Blandt andet Electro (Jamie Fox), Green Goblin (Daniel Defoe) og Dr. Octopus (Alfred Molina). Og for at få bragt orden i det hele igen får edderkoppedrengen og co. nu til opgave at indfange det onde krapyl.

Så kan vi kaste os ud i hæsblæsende gyngeture i spindelsvævstynde klistertråde i kampen for at retfærdighed - at almindelig ro og orden bliver genoprette.

Det er ikke fordi, Tom Holland er nogen stor skuespiller, men han fylder adræt rollen ud og glycerintåren er jo opfundet, når det bliver nødvendigt for ham at spille grådkvalt.

Ellers er filmen jo fyldt med gode karakterskuespillere – foruden Cumberland også Jamie Fox, Daniel Defoe – han er god som ond, og Alfred Molina. Det må have kostet en mindre formue at lokke dem til at spille med i det her computeranimationseventyr.

Og de gør det såmænd ganske udmærket i de få scener, hvor tempoet bliver sat ned, og vi skal have plads til lidt følelsesladet skuespil.

Det handler jo helt overordnet om magt og retfærdighed, hvor de gode og de onde leger tagfat.

Så er der smurt lidt kærlighed ud over det hele, plus store doser heltemod, mens vi bliver svunget rundt i svimlende rutsjeture mellem New Yorks skyskrabere.

Et godt stykke henne i filmen dukker der såmænd to ekstra Spidermænd op – nemlig henholdsvis Tobey Maguire og Andrew Garfield fra tidligere film, og deres muntre og tænksomt småfilosofiske ping-pong med filmens Spiderman 1- altså Tom Holland – er faktisk noget af det bedste ved filmen.

Og fans vil vide at påskønne de mange metalag i deres indbyrdes dialog.

Det endelig opgør foregår på, i og omkring selve Frihedsstatuen og her er ikke sparet på noget som helst. Det bliver for meget. Et opulent overbud, ganske lige som hvis du blev bedt om at spise en hel Othello-lagkage alene.

Nok er det spændende, men det er også som om filmen forelsker sig i al den teknik og svimlende computeranimering, der dominerer i lange forløb. Og glemmer at sætte fokus på at få fortalt sin historie ved hjælp af  manuskript og godt skuespil. Teknikken lokker til mere og mere buldrende actions-tomgang end godt er.

Det er film for dedikerede fans, mens vi andre, også når du betænker filmens længde, to timer og 30 minutter, nok kan finde anden film at købe billet til.