Den døve trommeslager

FILM: ”Sound of Metal”

Intens, sine steder skræmmende, tankevækkende og bevægende. Musikfilmen ”Sound of Metal” er langt mere og langt bedre end en traditionel musikfilm.

For det handler ikke bare om musik og besættelsen af den. Men hvordan det er, når det, du har gjort til en levevej, pludselig er borte. Jorden åbner sig under dig, og du mister grebet om dit eget liv og ikke mindst hende, du elsker.

Hun hedder Lou (Olivia Cooke) og spiller støjguitar og synger i den metalduo, hvor Ruben (Riz Ahmed) sidder bag trommesættet med ”Please Kill Me” tatoveret på brystkassen. De to er på turné, da det sker …

Beskrevet skræmmende realistisk i åbningsscenen, hvor Ruben sidder med earplugs på i et frenetisk støjhelvede – har han tinnitus, eller er lyden bare totalt overstyret? Musikken er metallisk høj, men både du og Ruben er nærmest pakket ind i et tykt lyddæmpet tæppe.

Det er svært, næsten umuligt at høre og følge rytmen, og befrielsen er til at tage og føle på, da vi efter aftenens spillejob skifter til morgenidyl i turbussen, hvor den rødhårede Lou ligger ved Rubens side.

Inden han lister ud, laver smoothies til morgenmad, mens Bessie Smith synger ”Careless Love” på anlægget. Ren idyl.

Men så sker det. Pludseligt og brat. Uden forvarsel. Under endnu et spillejob mister Ruben hørelsen. Totalt. Og efter en foreløbig lægetest, får han at vide, at han har knap 25 procent hørelse tilbage og skal holde sig ”fra miljøer med høje lydstyrker”.

Hvad gør du så som heavy metal musiker? Det er ikke blot musik og identitet, men også frelserenglen Lou, Ruben nu risikerer at miste. En ven træder hjælpende til, og han og Lou kører ned til et øde beliggende behandlingssted for døve.

Ledet og styrer af Joe (Paul Raci), selv døv, men ikke mindre myndig og empatisk medlevende af den grund. Vil Ruben affinde sig og tage mod hjælp?

Det er en ganske lang, men også god film. Netop for den giver sig tid til at folde sine hovedpersoner ud. Ikke mindst Ruben spillet impulsivt handlekraftig, aggressiv og samtidig pludselig lammet af Riz Ahmed. Med affarvet punkhår, muskuløs i hullet t-shirt lever han kun i lyd. Og for sin Lou. Og pludselig er begge borte.

I ganske close-up nærbilleder er vi tæt på Ahmeds ansigtsudtryk og mimik, så vi aldrig er i tvivl om, hvor fortabt, fortvivlet og ensom han føler sig. Spærret inde i en verden uden lyd.  Uden at filmen behøver at bruge overdreven dialog eller replik

Samtidig veksler filmen ganske overbevisende på netop lydsiden mellem kakofonisk uforståelig lyd – sådan som Ruben hører sine omgivelser - for så pludselig at slå over i et ”normalt” lydbillede, hvor du faktisk kan høre og forstå, hvad folk siger til dig.

Men også døvesamfundets leder i form af Paul Raci gør indtryk med sit robuste skuespil. Med sin afdæmpede tilstedeværelse og sin insisteren på nærvær og tålmod. Ganske nyt oplevelsesterræn for den altid rastløse, døve trommeslager.

Der ikke blot skal have ørerne op for lyd, men også for medmennesket og få styr på sine egne indre dæmoner.

Og så er der Lou, der lovede at vente på ham – hvad sker der nu med hende, mens Ruben får styr på tegnsprog og finder både en funktion og rolle i sin nye døveverden.

Lyd – dens tilstedeværelse og fravær – støj, musik, tale og stilhed spiller en stor rolle i filmen og komplementerer på fornem vis billedsidens vekslende strøm af panorama, nærbillede og kammerspilsscener. Dygtigt og Oscar-belønnet klippet af danske Mikkel E.G. Nielsen. Hvis far parentetisk er ganske kendt som Peter A.G. fra en dansk gruppe, der kalder sig Gnags

Og netop som du tror, at du har helt styr på den her historie, og hvordan den vil køre over målstregen, tager historien endnu en overraskende drejning og tilføjer endnu et lag.

En bevægende historie om personlig udvikling. Om ganske at tabe fodfæste i eget liv og genvinde det på en helt anden måde, end du selv havde forestillet dig det.