Sommer med sorg

FILM - ”Sommerbogen”

Den finlandssvenske forfatter Tove Janssons roman ”Sommerbogen” (1976) med sin poetiske umiddelbare skildring af livet og naturen på en skærgårdsø danner grundlag for denne filmatisering.

På en gang dragende og faretruende undersøger bogen liv og død, naturen og al tings forgængelighed samtidig med, at den tager form af en sorgbearbejdning.

Filmen her åbner, da havisen er smeltet, og Sophia (Emily Matthews), hendes far (Anders Danielsen Lie) og farmor (Glenn Close, 78 år) sejler med jolle ind til det vinternedlukkede sommerhus.

Forude venter lyse nætter. Med tæt kontakt. Både de tre imellem, men også med udforskning af øen, hav og vejr, mos og blæretang, og ikke mindst den uudtalte sorg over, at Sophias mor er død.

Det er filmet virkeligt langsomt, sine steder nærmest stillestående, mens vi lærer de tre at kende. Mens de lever i tæt pagt med naturen.

Det bliver sine steder patetisk, nærmest glansbilledagtigt og stridende mod den natur, som filmen selv påstår at hylde. Når et poppeltræ til minde om mor skal plantes midt på klipperne omgivet af udplantningsblomster.

Det er ikke nemt at omskrive Janssons ligefremme prosa til det store filmlærred. At beskrive barnets umiddelbarhed. Sophias stadige vekslen mellem begejstring og ulykke. Glæden over livet; savnet af mor.

Sat op mod den livskloge og altid tålmodige farmors besindighed. Barnet oplever meget for første gang, mens farmor inderst inde godt ved, at det hun oplever og deler med barnet – meget vel kan være sidste gang.

Sådan svinger bogforlægget mellem umiddelbar glæde og vemod, mellem barnlighed og voksen eftertanke.

Gleen Close gør det godt og kæmper – sine steder også ganske overbevisende – for at forløse sin rolle. Alligevel kommer hun og filmen ikke overbevisende i mål.

Hvorfor skal hun rende rundt i 30-er tøj udlånt fra et egnsmuseum?

Hverken Emily Matthews i barnerollen som den ni-årige Sophia eller Anders Danielsen Lie, som hendes tegnerfar ramt af lammende sorg, virker specielt overbevisende.

Det er ganske renskuret, mainstreamagtigt og uvedkommende skuespil.

Derfor kommer rigtig meget til at hvile på Close. Hun kæmper bravt, men mangler også replikker og ord til at skildre den indsigt, som vel egentlig burde være filmens ærinde.

Hvordan vækst og forfald, liv og død hænger sammen i naturen. I en endeløs cyklus, som gør det muligt at tackle sorgen, fordi død og afslutning også er ensbetydende med nyt liv.

Close ligger i skovbunden og breder armene ud for at blive et med jord og natur – men tror vi på det?

Selvom scenen bliver tilføjet følsomt, klimtende klaver og strygere …

Efterårets ankomst runder filmen og sommeren med sorg af. Måske bliver det farmors sidste på øen.

Selvfølgelig kan du ikke forvente, at et bogforlæg sådan umiddelbart kan forvandles til lige så god en film.

Men …

Det bliver en slags pixibogs filmet udgave af Janssons bog, der ellers i originaludgaven udmærker sig ved at kunne læses med udbytte af både barn og voksne.