Billeddigt med leopard

Film - "Sneleoparden”

Tag med til Tibet. Og kom tæt på vild, uberørt natur og en gudesmuk billedside, som får dig til at tabe underkæben.  

Sammen er to franskmænd, fotograf Vincent Munier og hans forfatterven Sylvian Tesson, draget ud i bjerglandskabet for at jage og tage billeder, både still og levende, af sneleoparden.

Et dyr, som Tesson i øvrigt slet ikke troede levede mere.

Munier er en internationalt anerkendt naturfotograf og er vant til at vente i timevis, faktisk halve og hele døgn, for at komme tæt på dyrelivet og få sine unikke skud. Og dyr er der masser af i de tilsyneladende øde, men også majestætiske bjerge.

Tibetanske antiloper, vilde yakokser og bjørne, men også hare, ræve, ravne og andre dyrearter, som har tilpasset sig livet i denne barske natur.

Meget sigende ser vi i filmens første billeder på afstand en flok yak-okser blive angrebet af ulve. Kampen mellem okse og ulv bølger frem og tilbage, indtil den uundgåelige slutning. En kalv bukker under, og ulvene kaster sig nådesløst over den.

Her er liv og død altid nærværende og tæt på.

Det er et billeddigt, der bare suger én ind, mens vi følger de to mænds åndedrætsbesværede klatreture op i 5300 meter højde for at komme tæt på deres plettede bytte, sneleoparden.

Undervejs oplever vi så alt muligt andet. Alle mulige andre dyr. Hjorte i brunst kæmpende i morgenlysets frosttåge. Jernspurven siddende der på stenen. Og det evigt skiftende vejr – den purpurfarvede sandstorm, eller den buldrende, iskolde snestorm.

Vi kommer rigtig tæt på naturen, alt imens forfatter Sylvian Tesson på tekstsiden filosoferer over forholdet mellem menneske og natur. Det bliver sine steder så højstemt teatralsk og lyrisk, at du nemt kan komme til at opleve, at tæerne krummer sig pinligt i skoene.

Fremhvisket på inderligt fransk – ”at vente er en bøn, hvor dyret er der som en åbenbaring”.

Naturfotograf Vincent Munier er mere nede på jorden, har fundet ro og elsker nærværet sammen med naturen i sit arbejde.

På lydsiden kan du høre Warren Ellis og Nick Cave fra The Bad Seeds. Ellis med sine typiske forvredne, men også spirituelt klingende violinbilleder, og Cave selv i en enkelt passage, syngende om, hvordan dyret og dermed naturen pludselig kan åbne sig for ens øjne.

En herlig jordnær scene lyser op, da tre tibetanske børn uden besvær finder de to franskmænd i deres – tror de selv – diskrete skjul og muntert går i gang med at lære dem at kende.

Det er en film, der fejrer skønheden og naturens mægtige kræfter, symboliseret i den nærmest mytiske, sagnomspundne sneleopard. Og undervejs finder Tesson en indre ro, en erkendelse af at han – jeg’et - nu er der, hvor han altid burde være.

De lige vel patetiske poetiske ordudgydelser kan være lige så slemme at komme igennem, som den hylende snestorm der på den nøgne bjergside.

En ganske betagende film, hvor du kommer tæt på natur og dyr og gang på gang må overgive dig til billedsidens magi.

Og leoparden? Jo, du og de ser den til sidst. Et ganske magisk, forløsende øjeblik.