Kogekunst og kærlighed

Film - ”Smagen af sult”

Er vi ikke på Noma? Er det i virkeligheden en kogekunst-dokumentar, vi skal se.

Nej, nej, det er det ikke. Men en fint afstemt feel-god film med både romantik, sentimentalitet og alvor fortalt i lækre billeder. Båret frem af et fornemt manuskript med gode troværdige replikker og samtidig elegant og smart.

Det er historien om et ambitiøst par, der elsker madkunst og hinanden og så alligevel farer vild i livet og ikke mindst i parforholdet.

Han hedder Carsten (Nikolaj Coster-Waldau), og hun hedder Maggie (Katrine Greis-Rosenthal), og da de møder hinanden, arbejder han i storebror Torbens (Nicolas Bro) catering-firma.

Og brormand kan overhovedet ikke forlige sig med Carstens ideer om enkel, struktureret og sund mad. Om at bruge det rigtige - altså årstidens udvalg af grønt og råvarer.

Så der er alvorlig kriserøg i køkkenet til den private fest, hvor værtsparret overhovedet ikke kan forlige sig med Carstens mad. Men da den smukke femme fatale-gæst Maggie foreslår, at hun og kokken laver en god whisky sour sammen, ændrer stemningen sig ganske markant.

Det slår gnister også sensuelt og seksuelt, og det er oplagt, at de to skal danne par, få deres eget og gå efter den der Michelin-stjerne, som er Carstens højeste og inderligste drøm.

De to hovedroller gør det glimrende. Nikolaj Coster-Waldau i opfarende, hysterisk perfektionistisk kokkestil, voldsomt ud af reagerende og dedikeret og samtidig blind for hvor meget af livet, han går glip af i jagten på altid at lave den perfekte tallerken.

Overfor ham dækker Katrine Greis-Rosenthal spektret i sin rolle lige så godt, eller rettere fremragende – vampet og sexet, men også cool forretningskvinde og god mor for deres to børn, datteren Chloe og sønnen August.

Især Flora Augusta i rollen som barnet Chloe gør det glimrende. I klemme, som hun er mellem sine forældre, viklet ind i deres ukontrollerbare uenigheder, der bare vokser og vokser. Indtil det for alvor går galt.

Det er nemlig her i familielivet, at sprækkerne begynder at vise sig. Carstens totale opslugthed af kogeriet, uden øje for også at være far for sine børn og mand for sin kone.

Maggie føler sig overset, uden nærkontakt med manden med den japanske kokkekniv.

Og søger trøst.

Filmen er fikst komponeret som et menukort med sødt, surt, salt og fedt, mens vi følger den dramatiske intrige med jagten på Michelin-anmelderen, som fik en kikset østersret.

Der er overlækkert fotograferet i København – en virtuel rundrejse til restauranter som d’Angleterre, Europa og Herman K. Med smukke nattebilleder og Marmorkirken rejsende sig der som et unikt symbol på stræben efter perfektion. Tætte nærbilleder og idylliske svenske naturscenarier, når parret er afsted for at slappe af med gode venner og familie.

På en måde går det alt for nemt for parret. Filmen får ligesom aldrig skildret det lange seje træk, det daglige uendelige slid fyldt med blod, sved og tårer, som skal til for at blive gourmetrestaurant.

Her er det mest reduceret til mester Carsten, der aldrig møder modstand, når han påpeger fejl. Det kræver holdindsats og ikke blot en gudbenådet, diktatorisk ener at lave fantastisk mad.

Du kan have lidt svært ved at tro på historiens hjertekval midt i al den lækkerhed, men tempoet er godt, intrigen elegant spundet, og der bliver spillet godt hele vejen rundt om parret, der ryger ind i en tillidskrise, ingen af dem lige havde set komme.

Michelin-stjerner får den ikke, men fire solide velpudsede stjerner for et drama, der elegant dribler med kærlighed, kogekunst og drømmen om succes for enhver pris.

Men rigtig dyb bliver den aldrig. Men fermt serveret. Måske lidt for bevidst konstrueret.

Men se den endelig selv.