Hævneren, som ikke kunne græde

Film -”Skyggejagt”

Mørke. Flagrende presenning. Lavmælte stemmer. Undertrykt gråd, måske bøn. Indespærret. Tæt sammenstuvet.

Pludseligt stop. Ud med dem. Et militærkøretøj standser, og bevæbnede soldater jager en flok afmagrede, afkræftede mænd ud i ørkenen, hvor de skal dø.

En af dem er Hamid (Adam Bessa). To år efter - i 2016 - møder vi ham igen i Strasbourg, hvor han arbejder som bygningsarbejder. Han opsøger flittigt syriske landsmænd, der ligesom ham selv er flygtet fra rædslerne i sit hjemland.

Viser dem et krøllet, utydeligt foto. En mand. Kender I ham? Det er svært at få svar. Det syriske regime har meddelere og stikkere, som infiltrerer de syriske flygtninge.

Men Hamid møder den tidligere medicinstuderende Yara (Hala Rajab), som hjælper. Snart kommer Hamid ganske tæt på, forfølger og skygger en kemistuderende på Strasbourg Universitet.

Er han mon den Harfaz (Tawfeek Barhom), som Hamid lærte at kende som torturbøddel, da han sad fængslet et år i helvedesfængslet Sednaya. Men aldrig så, da han altid fik trukket en pose over hovedet.

”Skyggejagt” – på engelsk hedder den ”Ghost Trail” – er en helt anderledes thriller, hvor det ikke blot handler om at opspore, finde og straffe den skyldige. For samtidig folder filmen det indre psykologiske drama ud.

Vi lærer Hamid at kende, hans baggrund, hans sorg, smerte og tvivl. Han er en plaget mand. En hævner, der endnu ikke har været i stand til at græde over tabet af sin kone og datter.

Samtidig kommer han mere og mere i tvivl. Er det nu Harfaz, han har fundet og som sidder der og studerer flittigt på universitetets læsesal? Ville det ikke være bedre, hvis han selv glemte alle rædslerne og begyndte et helt nyt liv?

For at være sikker, får han via et af sit netværks hjælpere, den blonde tyske Nina (Julia Franz Richter), udleveret 50 vidneforklaringer. Frygteligt detaljerede beskrivelser af torturen i fængslet. Begået af Harfaz, der egentlig ikke brød sig om at slå, men mere var interesseret i syrer og dødelige gasser.

Mere kan vi vist ikke tillade os at afsløre om handlingen.

Men det er en film, som kryber ganske overbevisende og ofte også ganske ubehageligt ind under huden. Vi forstår Hamids tvivl, ganske overbevisende, indesluttet og alligevel handlekraftig, spillet af Adam Bessa.

Der undervejs i sin kamp for at få endelig fastslået sin forhenværende torturbøddels identitet også kommer ganske tæt på andre landsmænd og lidelsesfæller, men også går i gang med at bearbejde og se på sine egne undertrykte traumer.

Tawfeek Barhom gør det også godt som den egentlig sympatiske, ligefremme kemistuderende, der bare vil glemme alt om Syrien. Vil leve civiliseret.

Men også optræder sært kynisk og undersøgende, nærmest faretruende, da han og Hamid møder hinaden og falder i snak på et spisested.

Inden filmen sætter tempoet op, og vi og Hamid får en endelig afklaring.

Hævnen, den blodige og voldelig gengældelse ligger hele tiden og lurer som en mulig løsning. Fornemt indbygget i filmens dramatiske spændingskurve.

Men måske er det ikke hævn, som skal til for at forløse Hamids had og give ham mulighed for at forlige sig med fortiden og komme videre med sit liv.

Filmen giver en overbevisende skildring af det syriske diktaturs, Bashar al-Assads, umenneskelige overgreb, men er også en dybt personlig fortælling, om et fortvivlet menneskes kamp for at slippe ud af sit eget private helvede.

Et lille håb om at komme ud af fortidens knugende mørke.