Lærer med attitudeproblem

Film - ”Skolen ved verdens ende”

Menneskevarm og humoristisk giver denne film os et indblik i, hvordan livet leves i Bhutan, hvor vi møder den unge skolelærer Ugyen (Sherab Dorji) i hovedstaden Thimpu.

- Bedste, jeg har ikke lyst til være lærer. Lyder hans  refræn.

Nej, Ugyen drømmer om en fremtid som singer-songwriter og har derfor søgt visa til Australien.

Men hans femårs kontrakt med Undervisningsministeriet er endnu ikke udløbet, og snart er han på vej til den fjerntliggende landsby Lunana. For at undervise men også for at få gjort noget seriøst ved sine attitudeproblemer

Her skal han tiltræde som enelærer i formodentlig verdens mest afsides liggende skole. Snart er han på vej til fods med et par stedkendte førere fra landsbyen. Michen (Ugyen Norbu Lhendup) og Singye (Tshering Dorji), der efter en lang bustur, hvor Ugyen hele tiden sidder og hører pop på sin uundværlige mobiltelefon, står klar til at føre ham til landsbyen.

- En slentretur langs floden og så en lille stigning, beroliger de ham, men snart oplever vi og Ugyen noget helt andet. Stakåndet må han hive efter vejret, og hans vandtætte Gorex-støvler viser sig snart at være alt andet.

Kulturchokket er til at tage og føle på. Også os for os, der sidder med i biografmørket og godter os over den unge navlefikserede lærers besværligheder. Hans optagethed af sit eget bliver hele tiden mødt respektfuldt og venligt. Men endelig fremme – siger han det, som det er, til landsbyens overhoved – han vil hurtigst mulig tilbage.

Sådan går det så ikke. Det er en lille magisk filmfortælling, hvor vi kommer ganske tæt på livet i den lille landsby. Med yak-okser og en nærmest spirituel forbundethed til naturen – ganske bevægende illustreret med hyrdinden Saldons (Keldon Lhamo Gurung) overjordisk smukke sang.

Sherab Dorji har godt fat i rollen som den modvillige lærer Ugyen, der lige så langsomt bliver en respekteret og afholdt lærer. Måske går det ikke lige nemt i begyndelsen med den integration af en bybo, som de lokale godt ved ikke kan skide uden toiletpapir.

Men Ugyens ulidelige selvoptagethed forsvinder som sneen på de omkringliggende bjergtinder, når klassens præfekt, Pem Zam (Pem Zam) muntert vækker ham første dag, for at fortælle, at undervisningen begynder kl. 8.30 og nu er klokken 9.

Du kan ikke andet end at knuselske hende og børnene i klassen, og snart er Ugyen i gang. Ikke blot med at undervise, men samtidig lærer han noget om sig selv. Får respekt for de på en gang ydmyge og hårdføre mennesker, som lever her højt oppe i bjergene. Om hvor barsk og nøjsomt livet kan være uden at det får dem til overhovedet at overveje at give op.

Det er filmet og fotograferet i det barske bjerglandskab med brusende floder, snedækkede bjerge og ydmyge fattige hytter med sporadisk elforsyning men dog med brændeovn fyret op med tørret yakokselort.

Det både bevæger og giver stof til eftertanke at se dette sammenstød mellem en gammel, traditionsbestemt kultur og så den unge mands vestlige orientering. Her er ingen hævede pegefingre, men de lokale lever på en helt anden måde i balance med naturen.

Overlever i kraft at både deres fællesskab og deres traditioner. For dem er naturen spirituelt beåndet, og de både ofrer eller tilbyder som Saldon sangen ”Den perfekte yak” til alle – både mennesker, ånder og dyr.

Det er betagende filmet, og skønt alvorlig nok i sin undersøgelse af det moderne menneskes hastværk kontra et liv i bedre spirituel balance er filmen også fuld af humor og ganske håbefuld.