FILM: ”Shorta”
I en typisk Bruce Willis-film møder helten op på arbejde nyvasket og i en hvid t-shirt, der er hvidere end Ole Henriksens tænder. To timer senere er t-shirten møgbeskidt, det er Bruce Willis også. Og verden er – endnu engang – reddet.
I ”Shorta” møder Jacob Hauberg Lohmann også op på arbejde som strømer – shorta på arabisk. Han er nyvasket og det hele. Knap to timer senere er han totalt tildækket af jord, blod og andet snavs. Og han har fået temmelig mange klø.
Men verden er ikke reddet. For dette er ikke ”Die hard”. Det er ”Shorta”. Og det er pæredansk.
Heldigvis har man lyst til at tilføje.
Flot debut
”Shorta” er en flot debut af Frederik Louis Hviid, Anders Ølholm. Momentvis byder den på action af samme kaliber som amerikanske storfilm. Den byder også på en god fortælling. Og så byder den på et par alt for nemme løsninger. Mere om dem lidt senere.
”Shorta” foregår i Svalegården. En ghetto. Ikke en hård ghetto for nu at bruge et begreb, der kendes fra Folketingets talerstol. Men en ghetto der er hinsides det hårde. En ghetto uden for politiets kontrol. En ghetto hvor banderne regerer og har solidt tag i mange brune, unge mænd.
Men også en ghetto, hvor bandemedlemmerne mildt sagt blæser på alle værdier. De plyndrer regelmæssigt den lokale kiosk, smadrer biler – ja kort sagt: De gør, hvad de har lyst til, for politiet kommer alligevel aldrig. Det er for farligt. Det er en jungle.
Et makkerpar tæt på klicheen
Ved morgensamlingen hos politiet bliver de to betjente Mike og Jens sat sammen. De er hinandens modsætninger: Mike (Lohmann) går frygtløst i flæsket på de lokale bandemedlemmer. Han provokerer dem og forsøger at sætte dem på plads. Jens (Simon Sears) er ren og uskyldig. Han siger sandheden – selv når den er ilde hørt blandt kollegerne… Altså et makkerpar tæt på klicheen over dem alle i denne genre.
Alle betjentene får besked om, at de skal holde sig fra Svalegården. Der er ingen grund til at provokere ved at være til stede.
Så Mike og Jens kører naturligvis derind.
En ung mand dør
Samtidig dør en ung mand i politiets varetægt. Vi hører den unge, brune mand råbe de herostratiske ord ”Jeg kan ikke trække vejret”, da han overmandes af politiet.
Det hele eksploderer, mens Mike og Jens er i ghettoen. En ung mand kaster en milkshake mod politibilen, og så eksploderer Mike også. Og herfra går der for alvor hævn i sagerne. Det ender nærmest i borgerkrig.
Det flotte ved ”Shorta” er, at filmen ikke holder med nogen. Vi får faktisk en plausibel forklaring på, hvorfor strømerne bliver forrået i omgangen med den unge bandemedlemmer. Og vi får en lige så plausibel forklaring på, hvorfor unge brune mænd får lyst til at komme ind i en bande, når de ydmyges på gaden af betjente. Også selv om de er uskyldige og blot er på vej hjem fra skole.
Dette er filmens kernepunkt. Det er grunden til, at filmen overhovedet er lavet. Og det er fornemt, fordi det fortælles uden løftede pegefingre. Fordi det fortælles uden at tage stilling til, hvad der kom først: Hønen eller ægget. Nærmest klinisk skildrer filmen de fastlåste positioner hos politi/brune unge mænd.
Fænomenal Lohmann
Jacob Hauberg Lohmann er fænomenal i rollen. Især når han får fortalt hele sin historie blot ved, at man kigger på hans ansigt. Han får udtrykt magt, fortvivlelse, forståelse – ja hele registret. Helt uden ord. Det er mesterligt.
Ordene fejler nu heller ikke noget. Der bliver leveret overordentligt flot replikkunst af ikke hun Lohmann, men også filmens mange andre medvirkende.
Det er også interessant at se, hvordan politi-englen, den renfærdige Jens, udvikler sig. Hvordan også han kan blive forrået af en træls dag på kontoret.
Små kollaps undervejs
Men filmen har nogle fortællermæssige kollaps undervejs. I masser af tilfælde går handlingen fra ét sted til det næste, uden at vi får en forklaring.
Lad os tage et eksempel. Hårdt såret går Mike rundt i gangene på et højhus. Og besvimer (vist nok). Senere vågner han op i et badekar. Med drop i armen. Han er blevet reddet af en resolut sygeplejerske. Men hvordan får denne lille spinkle kvinde dog bugseret et granvoksent mandfolk op i sit badekar? Rigtigt mange steder er der spring fra scene til scene, hvor det ikke virker logisk.
Det er lidt ærgerligt, men hvis man lader sig rive med af hårdkogt action, så gør det nok ikke alverden. Og disse ulogiske spring er set i masser af film før denne. Også i Die Hard-filmene.
Flotte billeder
Fotograf Jacob Møller har lavet en til tider ganske anderledes fotografering. Her er masser af ultra-nærbilleder. Det er ganske fint. Især fordi disse virkemidler bliver doseret fornuftigt.
”Shorta” er et godt bud på dansk action for fuld skrue. Den beskriver nogle grimme miljøer – men helt uden fordømmelse. Og i disse tider, hvor der stort set ikke kommer amerikanske actionfilm til landet på grund af corona-faren i USA, så er det rart, at man kan få stillet sine tju-bang-behov med en dansk produktion. Bruce Willis vil føle sig godt underholdt.
”Shorta”
Instruktion: Frederik Louis Hviid, Anders Ølholm
1 time og 46 minutter, frarådes under 15 år
Danmarkspremiere 8. oktober