Skorstensfejeren fik kundesex

Film - ”Sex (drømme) (kærlighed)”

To skorstensfejere, den lyshårede afdelingsleder (Thorbjørn Haar), og den mørkhårede fejer (Jan Gunnar Røise) har frokostpause og sidder og småsludrer kammeratligt.

Afdelingslederen fortæller om en mærkelig drøm, han har haft. David Bowie optrådte i den og kiggede på ham, som om han var en kvinde.

Så kommer endnu en betroelse. Fra fejeren. Han var ude ved en mandlig kunde og sådan bare ud af det blå, havde de sex sammen. Og nej, han føler sig ikke som bøsse og har fortalt om oplevelsen til sin kone (Siri Forberg).

Så er vi i gang med denne norske film, finurlig, varm og fortrolig endevender den stilfærdigt ægteskab, sex, utroskab, nærhed og svigt, tillid og kærlighed.

Det er ganske lavmælt og afdæmpet skildret, selv om der er store følelser og sårede sjæle i klemme.

For fejeren – i form af den velspillende Jan Gunnar Røise – hænger sex og utroskab ikke sammen, og derfor forstår han i begyndelsen ikke sin kones fortvivlelse over, at han sådan uden videre har haft sex med en ukendt mand.

Utroskab er - i hans verdensbillede - når du svigter kærligheden og dit samlivsforhold ved at engagere dig i en anden. Og ikke fortælle om det. Sådan påstår han og forklarer han sig. Ærlig, åbenhjertig og naiv.

Men han bliver klogere. Og det gør vi også.

Nu følger vi de to skorstensfejere og deres kamp for at komme overens med både sig selv og deres ægtefæller. Afdelingslederen har stadig tilbagevendende drømme om Bowie, har også mærket bekymrende stemmeforandring og begynder at skalle af på ryggen.

Mens fejeren langsomt og pinefuldt må komme til ny erkendelse, samtidig med, at han kæmper for at beholde sin kone og undgå skilsmisse.

Det er en vigtig film, med sine underspillede og alligevel så præcise replikker.

Filmen tager form af en række terapeutiske scener, hvor vi følger hovedpersonerne, mens de på skift tager teten og undersøger hinandens inderste tanker og følelser.

Som en kontrast til de intime samtaler bliver terapiforløbet afbrudt af ordløse bylivs scener med motorveje, moderne højhusbyggeri og panoreringer ud over Oslo.

Er der plads til forskellighed og anderledeshed midt i dette velfungerende, velfærdssamfund? Er det her du bliver lykkelig og fri?. Tør man være ærlig om sine følelser, begær og kærlighed

Tilføjet en eksperimenterende lydside med dramatisk synth, tunge, tunge trommer eller lysere lettere jazzet.

Thorbjørn Haar gør det lige så godt som fejeren i rollen som afdelingslederen, åben og sensitiv med følelser liggende lige under huden på den sorte skorstensfejeruniform.  Han føler sig faktisk helt slået ud af sin drøm om David Bowie.

Lavmælt, godt og troværdigt skuespil og så alligevel også med plads til knastør, underspillet humor. Nyd specielt den hylesjove scene, hvor afdelingsleder og hans søn er til kvindelig læge og lærer noget om både menstruation og tatoveringer.

Men også fejerens kone, Siri Forberg, er fremragende som den på en gang forstående og samtidig tvivlende og jalousiplagede kvinde, der må tage stilling til sin skorstensfejermands ubekymrede holdning til sin seksuelle eskapade.

Og sikke en afslutningsscene hvor afdelingslederen synger solo i sit kor, og vi nede i mørket går derfra med ønsket om de to fejere og deres koner kommer godt videre med deres liv.

Med venlighed, tilgivelse og samtale.

For kærlighed er et valg, du kan give mig, og jeg kan give dig, står der som facit på den lysende bundlinje, da filmen slutter.

Ps. Filmen er den første af en triologi, de to næste hedder ”Drømme” og ”Kærlighed”.

Se bare at komme med de to andre.