Velkomment gensyn med gyser-klassiker

”Scream” vender endnu engang tilbage, her over 25 år efter den første film i rækken.

For femte gang er vi tilbage i den lille amerikanske by Woodsboro. Ghost face er tilbage, og arbejder hårdt for at skabe skræk og rædsel for byens indbyggere. Filmen er fuldt at plot-twist og forskrækkelser, og er en af de bedste efterfølgere til originalen.

Filmens instruktører, Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillet, sørger for, at vi få minutter inde i filmen får et gensyn med mange klassiske elementer fra de foregående film. Uden at afsløre for meget, kan jeg fortælle, at det blandt andet indeholder en teenager alene hjemme og en ringende telefon.

Filmens hovedperson Sam Carpenter (Melissa Barrera) bor i Californien, og vi følger hendes rejse tilbage til hjembyen Woodsboro. Her mødes hun med sin fremmedgjorte søster Tara (Jenna Ortega) og hendes vennegruppe.

Der er et gensyn med flere af de originale karakterer, herunder Gale Weathers (Courtney Cox), Dwight ’Dewey’ Riley (David Arquette), Sidney Prescott (Neve Campbell) og Judy Hicks (Marley Shelton). De bliver alle, endnu engang, personligt involveret i de nye mord.

Filmen en klassisk slasherfilm, hvor blod på ingen måde er en mangelvare, men også en analyse af sig selv og horrorgenren generelt. Et tema der går igen i alle de foregående film og ligesom i tidligere film, indeholder den også en god portion selvironi.

Fordi den er en blanding af en efterfølger og en genindspilning, kan filmen kategoriseres som en requel, på samme måde som de nye installationer af de klassiske Jurassic Park og Star Wars film.

Melissa Barrera og Jenna Ortega leverer begge en solid præstation, som de to søstre, Sam og Tara, der genforenes efter år fra hinanden. Samtidigt er de også med til at gøre filmens uhyggelige elementer endnu mere skræmmende, når man kan se frygten malet i deres ansigter.

Filmens tilbagevendende karakterer er også alle meget sikre i deres roller, specielt Courtney Cox, David Arquette og Neve Campbell. Det er tydeligt at mærke, at de kender deres rollefag, og på en komisk måde, giver filmen dem også lov til at være veteraner i, hvordan man overlever et angreb af ghost face.

"Scream” byder i løbet af filmen også på adskellige "lokkeduer, som skal  give biografgængeren hints til, hvem morderen kan være. Jeg nåede selv at skifte mening flere gange, da jeg skulle gætte på, hvem der havde iklædt sig kostumet denne gang.

Den lydmæssige del af filmen gør det som en skrækfilm skal. Den skruer godt op for den metalliske lyd af en hurtigt trukket kniv, og formår at få ens hjerte til at pumpe lidt hurtigere, når stilheden brydes af en mobiltelefon, som pludseligt ringer.

Derudover ved instruktørerne hvor meget lyd fylder i en gyserfilm, og det udnytter de, når de bygger både stemning og forventninger op, så man sidder sammenbidt og klar til at blive forskrækket. 

Visuelt er filmen flot og skræmmende, de adskillige overfald virker mere voldelige og blodige end i de foregående film, og flere af dem ser særdeles virkelige ud.

Filmen ville have været endnu mere overraskende, hvis ikke der et par gange blev givet lidt for tydelige hints til, hvem i gruppen der kunne have et mere ondskabsfuldt motiv.

Efter at have set slutningen og afsløringen af denne films ghost face, kunne jeg godt have brugt mere dybde til motivet bag, og sad med en følelse af, at der måske kunne have været mere på spil.

På trods af det, så var der overraskende elementer, og en af scenerne henimod enden resulterede i, at jeg sad halvmåbende og måtte indrømme, at jeg alligevel ikke havde luret filmen så godt, som jeg troede.

Selvom der kunne have været lidt mere mystik og dybde i plottet, så er denne ”Scream” en af de bedste siden originalen. Både skuespillet, de nostalgiske gensyn og de mange forskrækkelser sørger for, at øjnene er fastholdt til det store lærred hele vejen igennem.