Det utilgivelige

Film -”Saint Omer”

En kvinde, afrikansk, står anklaget for at have dræbt sin 15 måneder gamle datter ved at have efterladt hende hjælpeløs på stranden. Før højvandet satte ind og druknede hende.

Så enkel er historien og handlingen i den franske film ”Saint Omer”, Cannes-hædret og Frankrigs udvalgte Oscar-kandidat..

Det er et ganske anderledes, både følsomt og stærkt tankevækkende retssalsdrama, som du ikke sådan lige ryster af dig.

Den senegalesiske kvinde Laurence Coly (Guslagie Malanda) står der i retten. Nærmest udslukt, udtryksløs og fortabt. Efter at have fået læst anklagen op, tilstår hun – erkender, hvad hun har gjort. Men nægter sig også skyldig med ordene -  ”jeg ved ikke, hvorfor jeg dræbte min datter – det håber jeg at finde ud af under retssagen”.

Blandt tilhørerne i retten sidder Rama (Kayije Kagame), der med udgangspunkt i sagen vil skrive en ny og anderledes roman om den græske mytologiske kvindefigur Medea. Kendt fra Euripides tragedie, som den hævngerrige, der dræbte både sin svigefulde mand Jason og sine egne to børn.

Omhyggeligt og detaljeret får vi foldet den tiltalte kvindes liv ud. Hendes barndom i Senegal, hendes emigration til Frankrig, hendes universitetsstudier, hendes forhold til den langt ældre mand Dumontet, som hun flyttede ind hos. Og blev gravid med.

Alle hendes forklaringer er egentlig fornuftige, men snart aner vi ligesom Rama, at der skjuler sig noget under Laurences enkle forklaringer, der står i så stærk kontrast til hendes utilgivelige handling – mordet på hendes egen hjælpeløse datter.

Det er den langsomme afdækning af Laurences baggrund, hendes livshistorie og isolerede tilværelse, og kamp for at forstå det ”uforståelige”, som har plaget hende lige fra opvæksten med en dominerende, ambitiøs mor, og som her senere i livet slog hende helt ud af kurs.

På samme måde kommer den mobiltelefon-registrerende Rama i kontakt med sin egen oplevelse af at være isoleret og aldrig have haft en ordentlig kontakt til sin egen mor. Begge kvinder har problematiske og svære forhold til deres både fraværende og vanskelige mødre.

Det knytter et bånd imellem, og samtidig bliver vi nede i biografmørket mere og mere klare over, at når Laurence taler om at være ”forhekset” og ramt af ”trolddom”, er det hendes måde at sætte ord på den depression, angst og fortabthed, der ramte hende – også før hun blev mor.

De er begge to ramt af gamle og ubearbejdede traumer.

Guslagie Malanda er ganske overbevisende, på en gang ganske fortabt der i sin rødbrune bluse, og samtidig ganske velformuleret og præcis i sit ordvalg, når hun skal forklare, hvordan hun kom længere og længere ud i opgivende fortabthed.

En magtesløshed, som endte med drabet på hendes datter, Elise.

Det er godt skuespil, på en gang ganske nøgtern og nøgent, men desto mere bevægende.

Men også Kayije Kagame i rollen som den tjekkede, intellektuelt kloge og succesrige forfatter gør det bedre end glimrende. I begyndelsen chokeret over barnemordet, men snart mere overvældet over, hvordan den tiltaltes skæbne åbner op for en smertefuld kontakt med hendes egne fortrængte barndomsminder.

Det er god filmkunst i al sin skildring af hvorledes et retssamfund, kan dømme og fordømme kvinder, der ikke passer ind i vort vestlige billede af, hvad en rigtig kvinde, en mor er og skal være.

Også illustreret med åbningsscenerne, hvor franske kvinder efter befrielsen får håret klippet af og kørt på lastbil til offentlig hån og spot – ganske som man gjorde herhjemme med ”tyskertøserne”.

Filmen bygger på en virkelig retssag og er fascinerende anderledes og samtidig kommer den modsat andre retssalsdramaer ikke frem til et entydig og klart svar på, hvorfor …

Hvorfor dræbte hun sit eget barn?

Men filmen giver en forståelse for, hvilken uforstand og ufølsomhed, en massiv undertrykkelse af den ”fremmede”, den sorte kvinde måtte gennemleve, indtil hun magtesløs måtte give op over for sine egne dæmoniske hallucinationer – og dræbte sin elskede datter.

Se den.