Den lille frelser

”Saint Maud”

Sig goddag til verdens ensomste pige, Maud (Morfydd Clark), nylig omvendt kristen sygeplejerske, der nu arbejder i det private. Og får til opgave at tage sig af danser og koreograf Amanda (Jennifer Ehle), der ligger døende med lymfekræft i rygraden.

”Saint Maud” er en psykologisk gyser, en horrorfilm med masser af realistiske scener og elementer i dens skildring af forholdet mellem de to kvinder. Den syge, dødsdømte berømte danser, og den unge plejerske, der har lidt nederlag i den hvidkitlede sygehusverden, men nu har mødt sin Gud.

Nu taler hun dagligt med ham, føler ham i sig eller omkring sig, som en skælven indeni, en varm pulsering, varmt og fint er det.

Overfor hende møder vi endnu en ensom - Amanda, isoleret i sit store gamle hus, med lejlighedsvis besøg af gamle venner og lesbiske veninder, som adspreder hende med champagne, dans og sex.

Maud er plaget af sin fortid. Hun hører stemmer, ser syner og tror, at hun er i direkte kontakt med Gud. Nu har hun fået et kald – endelig en opgave, der er en troende værdig. Patientpleje på et langt højere spirituelt niveau – at frelse en sjæl, nemlig Amandas.

Morfydd Clark er ganske fremragende i rollen, som den pligtopfyldende troende plejerske, der samtidig er plaget af mærkelige syn og uforklarlige hændelser. Stærk understøtter af filminstruktørens kompetente brug af de klassiske gysereffekter. Flimrende lys og skingre violiner illustrerer hendes skæbnetunge, uheldssvangre indre virkelighed, som vi tilskuere på en måde kommer til at tro på.

Ganske som vi et kort sekund tror, at Amanda også er blevet omvendt. Men nej. Maud bliver kastet ud i en ny eksistentiel krise – Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig. Men hun giver ikke op, men forvandler sig gradvis ganske overbevisende til et monster.

Jennifer Ehle er på samme måde ét med rollen som Amanda. Hun er flyttet hjem for at dø og hvad sker der så? Er der intet bagefter? Svækket, mager og medicineret, men stadig i stand til at forvandle sig til en smuk, flamboyant femme fatale, når det passer hende. Fanden-i-voldsk cigaretrygende og intellektuelt stadig knivskarp.

Det spirende venskab mellem de to er følsomt og enkelt beskrevet, og det gør ondt, da det går i stykker.

Filmens styrke er dens balancegang mellem hysterisk ”religion”, eller rettere syg selvsuggestion og så den virkelig verden. Repræsenteret gennem de to kvinders vidt forskellige syn på livet. Men ”Saint Maud” handler ikke bare om religion, men også om ensomhed, sindsforvirring og mental sundhed.

Og er på den måde anderledes og alligevel ikke ganske ulig Polanskis klassiker ”Rosemary’s Baby”.

Det er fornemt spillet. Billedsiden er smukt klippet og komponeret. Med sindsoprivende ude af kroppen scener, close up-konfrontationer og bredformat panorering, når Maud drager afsted i sin Jesus-kjortel for at frelse.

Det er en god film, om den nyomvendte kristnes vej ud i vanviddet, men i sidste ende er det som om gyset og gruen alligevel ikke hænger rigtig sammen med filmens realistiske historie om det spirende venskab mellem to kvinder.

Men det er ikke uspændende på noget tidspunkt, og hvad angår filmens kvindelige hovedrolle i form af Morfydd Clark kan vi roligt belave os på store, fremtidige skuespillerpræstationer. For hun gør det fremragende her, på en gang sej, stædig slidsom og samtidig så skrøbelig, usikker og ensom.

Et varmt hjerte plaget af sin fortid og okkulte vrangforestillinger.

Men se den selv.