Dejlig og hjertevarm film

FILM: "Rose"

I må kalde mig Mads, hvis ikke Sofie Gråbøl bliver nomineret til Bodil- og Robert-priser for sin rolle i denne film. 

Gråbøl spiller Inger. En skizofren kvinde, der tilbage i 1997 er på en bustur fra Aalborg til Paris sammen med sin søster og svoger.

Hvis du nu tror, at dette er tungt drama, når det handler om skizofreni, så tager du heldigvis fejl. For dette er en hjertevarm film, der fylder en  med glæde. Det er filmen om at kunne meget mere, end man tror. Det er filmen om, at psykisk syge også er mennesker, selv om de er (lidt) anderledes.

Filmen er en roadmovie, hvor vi følger en busfuld turister fra Aalborg Rutebilstation til hjertet af Paris. Undervejs er der stop ved grænsebutikker, rastepladser med meget mere. Og der er udflugter rundt i Paris og til Normandiets D-dags-museum.

Med på turen har Inger søsteren Ellen og hendes nye mand Vagn. Det er Vagn, der er idémanden bag udflugten. Formentlig som en del af  forelskelsen i Ellen. Ellen og hendes familie er nemlig også fortællingen om at passe på Inger. Som i at passe virkeligt godt på hende. Pakke hende ind i vat. Sætte egne behov til side af hensyn til det syge familiemedlem.

Derfor er turen til Paris en stor udfordring. Inger er gang på gang parat til at droppe det hele og vende hjem. Især når hun er i forbindelse med den pylrede mor derhjemme på telefonen.

Det viser sig naturligvis, at Inger får skabt et eventyrligt sammenhold i bussen.

På deltagerlisten har vi også viseskoleinspektøren, dennes hustru og søn. Især sønnen indtager en pragtfuld rolle i filmen, for vi oplever hurtigt, at han er hæmmet af sine forældre. Især faren er helt ude i hampen.

Som sådan er det ikke en film, der skal nydes for den fine handling. Det er en film, der især skal nydes for sit skuespil. For vi møder en stribe personer, som vi kommer til at elske højt.

Vigtigst er naturligvis Sofie Gråbøls figur Inger. Du godeste, hvor hun er god til at spille med og udslukte, trætte øjne. Hun er træt i hele kroppen og konstant ved at give alting op. Hun taler monotomt. Er det meste af tiden ret negativ. Men er også meget intelligent, taler flydende fransk, spiller perfekt klaver. Der er blot et lille problem: Det sårbare sind.

Sofie Gråbøl gør alt det rigtige for at skildre denne rolle. Vi tror på karakteren. Vi lever os ind i hendes tilværelse og hendes hemmelige drøm. Jah - den drøm skal du i biografen for at opleve.

Fornem er også Lene Maria Christensen, som jeg synes bliver bedre og bedre som skuespiller. Det er jo en svær situation, hun er placeret i som Ellen: Pas på din søster! Samtidig med at hun gerne vil give hende oplevelser for livet. Men også samtidig med at hun selv vil have et liv - ikke blot være plejesøsteren.

Der er både smerte og glæde, men det meste af tiden tvivl om, hvorvidt hun gør det rigtige. Der er så mange dilemmaer i hendes rolle.

Så også her vil jeg trække Bodil- og Robert-kortet: Hun bliver nomineret til årets bedste kvindelige birolle.

Anders W. Berthelsen spiller Vagn. Han er - som altid - klippestabil. Flot præstation. 

Det eneste sted, hvor det skurrer en lille smule er i Søren Mallings figur som viceskoleinspektør Skelbæk. Den rolle er skåret lige skarp nok. Den bliver helt uden nuancer. Nu fremstår han stort set som et dumt svin. Der kunne godt have været puttet lidt forsonende ind i ham.

Det skal også lige nævnes, at 13-årige Luca Reichardt Ben Coker gør en virkelig fin figur som Skelbæks søn Christian, som bliver en god og nær ven til Inger, og som hjælper hende på et helt afgørende punkt.

Det er Niels Arden Oplev, der står bag. Han står bag et hav af store titler i den danske filmhistorie, og med jævne mellemrum vender han tilbage til barndommens Himmerland. Det gør han så også her.

Det er hans søsters historie, der skildres i denne film. Instruktørens søster var netop på sådan en rejse tilbage til Paris for 25 år siden. Så stoffet kender han.

Filmen er et godt bud på en feel good-film. Den emmer af charme og dejlige figurer, og det er en film, der helt klart kan sætte humøret et par grader i vejret.

Fortællingen er ikke til mere end fire stjerner. Men det, skuespillerne gør lige her, gør det nødvendigt at smide en ekstra stjerne i posen. Det er nemlig så rart og opleve.