Gerdas hemmelighed

Film - "Rom"

Ægteskabsdrama med komiske undertoner, der desværre også drukner filmens indbyggede tragiske elementer i lige vel mange klicheer og lystspilsløjer.

Men Bodil Jørgensen gør det glimrende – som Gerda, der er taget til Rom med sin postbuds-ægtemand Kristoffer (Kristian Halken) for at fejre deres 40 års bryllupsdag.

Især i begyndelsen af dramaet hvor hun tålmodigt lytter til sin ægtemands kværnende almindeligheder om stort set alt og ingenting.

Og sådan småkærligt tilgivende helt klart i sit spil giver udtryk for, at hun vist røvkeder sig mere i det ægteskab end godt er.

Hun har tidligere som ung malet og studeret kunst i den italienske hovedstad, og da de går ud for at spise på deres første aften, møder de tilfældigt hendes gamle lærer - og skal det senere vise sig elsker dengang – Johannes (Rolf Lassgård)

Det ved Kristoffer med det forhøjede blodtryk og dårlig mave ikke, ellers havde han nok ikke slået sig løs med grappa og Cornelis Vreeswijks ”Felicia” på grammofonen hjemme hos Johannes.

Men han aner snart lige som os nede i biografmørket, at der er mere end blot fælles kunstinteresse mellem den pragtfuld rødhårede danske husmor og denne charmebøf af en svensker.

Bodil Jørgensen gør det fornemt og overbevisende som den tydeligt plagede ene halvdel af et ægteskab. Hun går sine egne veje og kommer i kontakt med sig selv som 20-årig, dengang verden stod åben, og hun selv var fuld af liv.

- Hvor godt kendte du ham, spørger Kristofter, da de berusede forlader Johannes.

Og får som sædvanlig et henholdende svar. Nej, Gerda hun vil feste, og får gaden til at synge med på og danse til den italienske sang “Sarà perché ti amo , den som på dansk er kendt som ”Hvor skal vi sove i nat?”

Kristian Halken, der har skrevet filmmanuskript sammen med filminstruktør Niclas Bendixen og Christian Torpe, er ikke ueffen, som ægtemanden, der elsker sin kone af hele sit hjerte.

Men der er noget, som ikke svinger mellem de to.

En dyb hemmelighed, en løgn, der som en kræftknude gnaver i deres parforhold.

Den får vi selvfølgeligt afdækket undervejs, og det er her i opgøret mellem Gerda og Kristoffer, at ægteskabsdramaet får bid og dybde.

Hendes insisteren på, at livet skal være andet og mere end blot dansk flæskestegshygge. Og det er netop hans overfladiske snak og liv - altid parat til en dumsmart eller en plat vits - hun ikke kan kapere.

Og det er her deres ægteskab, så krakelerer efter 40 år. Men vi er jo langt fra færdige med filmen.

Så den slinger videre i en sær blanding af lystspil, ægteskabsdrama og lavkomiske optrin, med en masse forskellige italienere, romantiske, operasyngende, livlige og ganske tæt på at være klicheagtige tegneseriefigurer.

Rolf Lassgård har selvfølgelig heller ikke svært ved at spille erfaren verdensmand med tjek på vin, kunst og amore. Men magter også godt og alvorligt skuespil, da Gerda afslører sin hemmelighed for ham.

Kristoffer i form af Halken træder i karakter og kæmper for at genvinde sin Gerda, der i sin tid faldt for den livsnydende og utro Johannes.

Men det er som om filmen ikke rigtig kan finde en rød tråd og en bærende tone, som får det hele til at virke overbevisende.

I stedet ender filmen som et sært – og ganske underholdende – miskmask af Ingmar Bergmansk alvor, folkekomedie og lavkomik, mens selve slutningen egentligt ganske grundigt og lidt uventet punkterer, den stemning af feel good, der også bliver lagt op til flere gange undervejs.

Godt skuespil, men et manuskript, der breder sig og vil for meget og dermed utilsigtet svigter sin tragiske kernehistorie.