Kunstneren, som forfærdeligt menneske

Film - ”Rød himmel”

Et tragikomisk drama om den selvtilfredse forfatterfrikadelle Leon (Thomas Scubert), der er draget til den tyske Østersøkyst for at færdiggøre sin nyeste bog – den svære to´er.

Med sig har han vennen og fotografen Felix (Langston Uibel), der skal i gang med en billedserie om vand i håb om at komme ind på kunstakademiet.

Fremme i den fjerntliggende skovhytte finder de, at stuerne allerede er optaget af en ung kvinde, Nadja (Paula Beer). Med efterladte trusser på gulvet i soveværelset og rødvinsglas dekorativt placeret stort set over det hele.

Hun dyrker også højlydt og natlig sex med livredderen Devid (Enno Trebs), og det forstyrrer og irriterer Leon voldsomt.

Han er nemlig plaget af det kommende møde med sin forlagskonsulent Helmut (Matthias Brandt) og har slet ikke tid til hverken at bade, endsige hjælpe til eller for den sags skyld engagere sig i noget som helst andet end sit manuskript.

Søvnløs plaget og utilfreds går han surmulende rundt uden at have øje for eller interesse for andet end sit eget. Hele tiden undskyldende sig med sit evigt gentagende mantra – ”jeg skal arbejde”.

Han bliver spillet ganske vidunderlig tumpet og uudholdelig af Thomas Scubert. Indadvendt, navlefikseret bruger han det meste af sin tid på at belure de andre, i steder for at deltage i sommerlivet, og det, der sker lige omkring ham.

For Nadja i form af Paula Beer er både livlig og køn og skarpskuende direkte, og både livredderen og vennen Felix nyder både samværet, og de muligheder for leg og fællesskab, som opstår.

Samtidig bliver himlen ind i mellem farvet rød af truende skovbrande, men de er vist så langt væk, at der ikke er nogen grund til at bekymre sig om dem.

På den ene side fungerer filmen fint som et navlepillende, ulideligt portræt af forfatteren. Nedladende og selvoptaget og uden øjne for det liv, der udfolder sig lige foran hans øjne.

Fordi han aldrig engagerer eller involverer sig.

Men samtidig peger filmen også indirekte på den blindgyde, som kunsten og dermed også kunstneren risikerer at ende i, hvis han/hun ikke engagerer sig i sin samtid, i andre mennesker, i livets store spørgsmål.

Den form for selvoptaget, navlepillende undersøgelse af MIG SELV, MIG SELV og MIG SELV er ganske ulidelig og ganske ulideligt godt beskrevet.

Samtidig rykker filmens historie også ganske overraskende vor forfatter ud af hans dovne selvoptagethed. Men det er en helt anden historie, som vi ikke kan afsløre her.

Men pludselig er der hul igennem, så både vi og han lærer noget om døden og kærligheden.

Der bliver spiller fornemt rundt om vor hovedkarakter Thomas Scubert.

Felix i form af Langston Uibel er god som fotografvennen, der forsøger at rykke Leon ud af apatiens tungsind, mens Enno Trebs i livredderrollen faktisk viser sig at være en bedre fortæller end forfatteren.

Ligesom Matthias Brandt er overbevisende som redaktøren, der skal tackle den ømfindtlige forfatter.

Og endelig er der Paula Beer – charmerende, livlig og ind i mellem så direkte gennemskuende, at det er rent ud forløsende.

En fin lille film – kammerspilsagtig og så alligevel med udsyn til verden omkring de unge, der i skoven. Og med en ganske tænksom, afsluttende sløjfe.