En god moralsk historie til de lidt større børn

FILM: "Robotbror"

Robotten kan skide!

Ja sikke noget, men det er fakta i denne film. Det er også titlen på Morten Dürrs børnebog, som altså nu er blevet til en familiefilm.

Idéen er god - både til bog og film. Og det er en meget moralsk fortælling, som er god at blive klog af.

Filmen foregår ude i fremtiden. Selv om der er hints til gode gamle dage. For eksempel holder der ved film-familiens hus en Citroën DS - ikonbilen over dem alle, der kom på markedet i 1955. Mange ting i filmens scenografi er virkelig old school, og andet er spritnyt.

I filmen møder vi Alberte - 11 år - og hendes familie. Der ude i fremtiden har all børn en personlig robot, som følger dem overalt. Der er bare et lille problem. Albertes robot er af typen G 13 - og alle de andre i klassen har en G 19. For at det ikke skal være løgn, så ligner Albertes robot i gigantisk krammebamse, mens de andres robotter ligner nogle seje kammerater og ser aldeles menneskelige ud.

Alberte tigger om at få en 19'er som alle de andre...

På den måde skildrer filmen præcis det race, der er overalt blandt børn og unge om at have den nyeste og mest hypede mobil. Men bliver man lykkeligere af at have den nyeste model?

Det går hverken værre eller bedre end at Alberte får en G 20'er i fødselsdagsgave, da hun fylder 12 år. Det betyder, at hun ikke længere er klassens kiksede pige, men hende alle beundrer. Altså lige bortset fra klassens dumme svin, Henrik, som bliver rasende over, at Alberte overhaler ham på tech-fronten.

Men så er det, at vi finder ud af, at robotten kan skide. Noget er helt, helt galt.

"Robotbror" er en ganske underholdende film. Det er satire i børnehøjde, og de fleste unger kan let læse budskabet om, at det ikke drejer sig om at være med på beatet endsige være først på beatet. Der er andre ting, der er meget vigtigere: Kærlighed og venskab.

Med til at gøre filmen underholdende er også Albertes vildt kiksede forældre. Jovist har alle børn kiksede forældre... Men disse er i særklasse. De er underligt selvoptagede, egoistiske og verdensfjerne. Det er de til gengæld på en charmerende og sjov måde, så de medbragte unger vil helt klart grine ad dem i biografen. De er fjollede, når de fester med vennerne i køkkenet - iklædt VR-briller - og bliver pissefulde. Selv om vennerne ikke er fysisk til stede, som du kan se på billedet lige over tekten her. De er fjollede, når de sky-diver ud fra høje bjerge. Med VR-briller på inde i dagligstuen.

Lise Baastrup og Kristian Ibler spiller mor og far, og det gør de godt.

Selma Iljazovski spiller Alberte uden at man bliver blæst bagover. I rollen som hendes robot Konrad ser vi Philip Elbech Andresen i en ganske imponerende præstation. Han rammer robotspillet særdeles præcist med tomme øjne, metallisk stemme og god mimik.

Endelig lægger Lars Brygmann en dejlig stemme til Albertes gamle G 13-robot. Det gør han med masser af dumme og pinlige talefejl. Det gør han med en aldeles barnlig optræden. Men først og fremmest gør han det med masser af empati og forståelse. Hans figur er på mange måder filmens helt store helt. Det kan godt ske, at han er forældet. Til gengæld har han et gigantisk hjerte.

Med sine 1 time og 25 minutter er filmen stadig lidt for lang. Børneskuepillet er af vildt svingende kvalitet. Det ændrer dog ikke på, at det er en film, der har noget på hjertet - uden at det bliver pinligt. For selv om det handler om robotter, så er det en film, der højt værdsætter det menneskelige på en varm og rar måde.

Hvor er det i grunden også rart at opleve en dansk børnefilm lavet fra bunden i stedet for endnu et skud fra Krummerne, Far til fire, Min søsters Hørm med meget mere.