Pop, prostitution og skæbne

FILM - ”Rimini”

Det her er sådan en film, du lige skal tage tilløb til at gå ind og se. Men du vil ikke fortryde det et øjeblik. For den er både dybt bevægende, afskyelig og ganske realistisk.

Den afdankede, østrigske popstjerne Richie Bravo (Michael Thomas) er om ikke talt helt til tælling, så i hvert fald ude i tovene. Han overvintrer bogstaveligt talt i den italienske badeby Rimini ved Adriaterhavet og overlever ved at synge på nedslidte turisthoteller.

Når han da ikke prostituerer sig selv og mod betaling leverer seksuelle tjenester til sine kvindelige fans.

Filmens hovedrolle bliver spillet fuldstændigt formidabelt af Michael Thomas. I en betagende 1:1-præstation, nuanceret og dybdegående, så du aldrig tænker på, at der her er tale om skuespil.

En stor, blond bamse. Tatoveret og med mavebælte. Alkoholiseret og spilleafhængig. I spidse cowboystøvler og sælskindsjakke uden på undertrøjen. Strandet i vinterens lavsæson på badebyens brede, øde strande.  

Michael Thomas kan i statur og udstråling minde om Jeff Bridges som ”the dude” i brødrene Coens mesterværk ”The Big Lebowski”.

I åbningsscenerne ser vi efter fællessangen på plejehjemmet Bravos gamle demente far (Hans Michael Rehberg) desperat rive i lukkede døre. Han vil væk derfra.

Snart klipper vi til Richie på vej gennem gaderne, på besøg i barndomshjemmer i Østrig, hvor han og broder drikker sig svinefulde og morer sig med at skyde efter fyldte flasker med luftgevær. Afskyeligt gråt og brunt er alt.

Richie er kun hjemme for at deltage i sin mors begravelse, og snart er vi tilbage i Rimini, hvor et nyt hold pensionister-ventende-i-dødens-forgård, svømmer hen til Richies snotsentimentale, men alligevel så bevægende banale popsange.

Altså især de kvindelige,

Det er en af filmens store kvaliteter – at Michael Thomas faktisk formår i kraft af både stemme og fysisk karisma at give sangene troværdigt liv, så du som filmtilskuer selv bliver fanget.

Han får al vores opmærksomhed, når han synger. Er både for meget og så alligevel også en charmerende darling. Inden han tumler videre i sin selvdestruktive livsstil i nedslidte hotelværelser. Med de forblæste sandstrande hvor de afrikanske immigranter sidder stivnede og magtesløs afventende.

Så dukker fortiden op i form af en datter. Tessa (Tessa Göttlicher). Hende har Richie ikke set, siden hun var seks år, og fejlagtigt prøver han først at lægge an på hende. Det bliver hurtigt stoppet, og hun er kommet i et ganske bestemt ærinde.

Hun vil nemlig gerne lige have sin fortabte barndom tilbage, og det kan Richie meget passende lige sørge for ved at betale hende 30.000 euro.

Du kan godt forstå, at nu kommer vores afdankede popstjerne på overarbejde.

Er den nu værd at gå ind og se, kan jeg høre, læseren gentage?

Ja, ja – det er film, som brænder sig fast. Billedsiden er ganske betagende, strandene, havet, strandbarerne indhyllet i disset tåge eller pludselig snedækket. De nedslidte beton-turistfælder, hele stemningen af opløsning og forfald, mens filmen nådesløst undersøger død, nydelse, ensomhed og skæbne.

Og Richie tumler videre i snotsentimental virkelighedsflugt, både afmægtig og hensynsløs, inden skæbnen også indhenter ham på ganske uventet vis.

- Alle får som fortjent, som Richies døende, nazistiske far afmægtigt skriger i en scene fra plejehjemmet.

Se den, se den. En hensynsløst afslørende og dybt realistisk film.