Algoritmens riddere

FILM: ”Retfærdighedens ryttere” 

Anders Thomas Jensen ved man, hvor man har: Hans film er ensbetydende med vold, psykopater, særlinge, sort humor og masser af våben. Vi kender det fra filmene om blinkende mænd, slagtere og æbler. En ting kan man dog altid regne med i Jensens film: Masser af grin.

Han svigter ikke her. Der er masser af grin. Der er en absurd gennemført ulogisk historie (som altid), og så er der et persongalleri hentet helt ude i hampemarken. Altså helt derude hvor vi andre ikke tør gå hen.

Der er et andet kendetegn ved hans film: Hovedpersonerne er i evig splid med masser af slagsmål – verbalt som fysisk – blandt nogle mænd, som trods alt holder sammen.

Præcis sådan er ”Retfærdighedens ryttere”.

Som altid med danske topskuespillere i de ledende roller. Mads Mikkelsen er altid med i hans film. Så er der Nicolas Bro, Nicolaj Lie Kaas der er med i de fleste. Og er der Lars Brygmann. Det er skuespillere, der er vanvittige dygtige. De kan nemlig både det med humor og det med alvor. At levere en sørgelig replik, så man er ved at dø af grin er stor kunst. Det sker gang på gang lige her. For en del Jensens univers er også det totalt underspillede. Det gør nemlig, at man bliver så meget desto mere overrumplet, når tingene går en helt anden vej end ventet.

Togulykke eller attentat?

Filmen handler om militærmanden Markus. Hans kone dør ved en togulykke. Eller er det et attentat?

I hvert fald tror alle vores håndgangne mænd i denne film, at det er et attentat. Og det skal hævnes. De er ret overbeviste om, at det er en rockergruppe, der står bag. Og så starter krigen ellers mellem rockerne og vores mænd. Det er en krig, der kommer til at koste mange menneskeliv. Men det er kun rockere, der dør. Og den slags er jo altid sjovt. Rockerne lige her er bestemt heller ikke sympatiske mennesker.

Markus – militærmanden – er en ren dræbermaskine. Men han kan ikke udføre jobbet, hvis han ikke får hjælp til at finde de mennesker, der skal likvideres. Og lige her kommer så de tre it-nørder ind i billedet. De kan klare alt. De kan hacke alt. De har adgang til alle overvågningskameraer. Og de ligger konstant i splid.

Det er altså morsomt. Det er overrumplende. Og det er aldeles sort.

Hele handlingen er spundet sammen af viden om algoritmer og sandsynlighedsregning. Det er en fin og skæv vinkel. Præmissen er hele tiden, at ting ikke sker tilfældigt. Men at de sker på baggrund af andre handlinger. Så når Martins kone bliver dræbt ved en togulykke, ja så skyldes det i virkeligheden – fortæller filmen – at en lille pige i Tallinn hellere vil have en blå cykel end en rød.

Du kan godt forstå det, kære læser: Det er langt ude, ikke?

Men det er altså nørderi med stor humor.

Nørderi kræver nørder

Og nørderi kræver nørder. Dem har vi her: De er alle ekstremt begavede og ekstremt tumpede. Som alle gode hackere har de en lidt anløben moral. Men ved mord går grænsen.

Indtil det modsatte er bevist. Nå – lige her skal jeg vist ikke skrive alt for meget.

Filmen er naturligvis helt ude på overdrevet, når det handler om logik. Og så alligevel: Det er nemlig logik, der binder filmen sammen. Den logik der ligger i sandsynlighedsregning og i algoritmer. Men også en aldeles ulogisk logik!

I filmens start ser vi vores nørder til et møde, hvor de skal præsentere en ny app, der har udviklet. Den kan bevise, at rige folk køber store biler og fattige folk køber små. De har også lavet en anden app, der kan bevise, at der ikke er sammenhæng mellem klumpfod og nedsat hørelse.

Læg mærke til detaljerne

Det er aldeles ubetaleligt morsomt, og vores venner bliver naturligvis fyret øjeblikkeligt firmaet. Og som arbejdsløse må de jo finde på noget andet at lave. Det bliver så en jagt på rockere.

Det er en film, hvor man skal lægge mærke til detaljerne. Der er for eksempel Lars Brygmann i rollen som Lennart. En mand der elsker store lader ude på landet. I løbet af filmen får vi så åbenbaret, hvad denne fascination skyldes. I al sin grusomhed. Således lykkes det filmen at præsentere den ene grusomhed efter den anden og få den returneret med et latterbrøl.

Filmen er sjov. Meget sjov. Men den når ikke helt op på niveau med de andre Jensen-film: ”Blinkende lygter”, ”De grønne slagtere”, ”Adams Æbler” og ”Mænd og høns”. Men kunne du lide disse film, så vil du også elske ”Retfærdighedens ryttere”.  Og herfra tør jeg godt garantere, at du kommer til at grine!