FILM: "Resten af livet"
Sønderjyske Frelle Petersen rystede den samlede filmverden, da han for tre år siden lavede filmen "Onkel". Det var en film, der foregik i et hidtil uset langsomt tempo. Der gik for eksempel omkring 10 minutter af filmen, før den første replik faldt. Men han ramte noget, og filmen endte i en regn af fine filmpriser.
Hans nyeste film, "Resten af livet" er mere af samme skuffe. Vi er fremdeles i Tønder. Vi omgives af almindelige mennesker, der er så almindelige, at vi ikke vil kunne genkende dem på gågaden. Deres liv er så dagligdags, at vi næsten keder os. Og når de taler om en tur i Tivoli, så er det ikke turen i år eller i denne måned. Så er det turen for 15 år siden.
Den husker de stadig.
Vi er i en kernefamilie. Far, mor, søn og datter. Børnene er flyttet hjemmefra. Datteren knokler med at blive gravid. Sønnen rister kaffe, som ingen vil drikke. Begrundelse: Vi gør som vi plejer her i byen. Vi drikker hårdt ristet Columbia...
Sådan forløber den første halve time. Så følger en masse naturbilleder. Da vi er tilbage i familien, er alt vendt på hovedet. Sønnen er død.
Filmen handler om sorg og sorgbearbejdelse. Far bygger nærmest et kapel i drivhuset, hvor han tilbeder den tabte søn. Og taler med ham. Mor skubber sorgen væk. Forsøger at glemme.
Lige her er det, at det stille drama udvikler sig. For i kraft af at de to har så forskellige måder at tackle deres sorg på, jo mere glider de væk fra hinanden. Et forkert ord er nok til et skænderi. Det på trods af, at det er den samme sorg, de kæmper med.
Jeg har nemt ved at kede mig, når film klippes for langsomt. Når intet sker. Men lige her indfinder kedsomheden sig ikke, selv om tempoet er uendeligt langsomt. For der er en helt eventyrlig nerve i dramaet. Det kan godt ske, at det tager tid at snakke om et fad til rullepølse. Men det føles så intens. Det er drama med stor dybde, selv om det virker så banalt.
Undskyld udtrykket banalt lige her, for vi taler jo om et dødsfald.
Det er lige der, Frelle Petersen sætter sit aftryk. At han kan sætte følelser i spil. At han kan rive os med i et drama blandt så almindelige - ja rent ud sagt kedelige - mennesker.
Filmen er samtidig en kærlighedserklæring til Tønder og dens indbyggere. Til det simple liv, de lever, men som Frelle Petersen respekterer så dybt.
Det er også rart at se, at almindelige mennesker er andet og meget, meget mere end Inger Støjbergs såkaldte danske demokrater, som jo strengt taget er et projekt, der går ud på at fortælle, at almindelige mennesker hader de sorte og københavnerne.
Nej. Almindelige mennesker er sådan nogle som dig og mig. Mennesker, der lever i kærlighed til og med respekt for andre mennesker. Det er mennesker, som ikke har behov for at hævde sig på andres bekostning. Dette er skildringen af humanisme rodfæstet i mennesker, som ikke har behov for at tale om humanisme.
Det er præcis det, der er så smukt.
Filmen er tillige et kageorgie. Der er ikke to karakterer, der mødes, uden kager. Enten en småkage eller nogle få stykker bagværk. Eller også det helt store sønderjyske kagebord. Og hver gang der er en fødselsdag i familien, så kommer naboen ind med en kiksekage. Og går hurtigt igen.
Kagerne er den helt store birolle i dette stille drama. Jeg ved ikke hvorfor. Er det kærlig satire eller er sønderjyder bare så kageglade?
Filmen er den mellemste del af en trilogi. Jeg glæder mig allerede nu til at se tredje og sidste del af dette uendelig langsomme drama. For sjældent har jeg da småkedet mig så meget på en aldeles overrumplende måde.
For al den kedelige og langsomme klipning giver nemlig plads til at vise, at der kan udspille sig store dramaer selv i den mest usynlige familie. Det her er simpelthen Shakespeare på betablokkere.