Erindringsdetektiv møder blondine

Film -”Reminiscence”

Den amerikansk mainstreamfilm ”Reminiscence” er både actionpræget detektivopklaring, dystert fremtidsbillede, kærlighedshistorie og måske en moralsk opsang til os mennesker, der nu for alvor er udfordret af klimaforandringerne.

Reminiscence betyder erindring på engelsk, og det er præcis det Nick (Hugh Jackman) lever af.

Han sænker folk ned i sit erindringsbadekar, spænder elektroder fast på deres hoved og leder dem gennem trancedrømmen med sin rolige, nærværende stemme.

Erindringer om, hvordan verden så ud for 13 år siden, er blevet det nye narkotika. For Nick og hans kvindelige ansatte Watts (Thandiwe Newton) lever i et oversvømmet Miami.

Gader er blevet forvandlet til kanaler, og de rigeste jordejere bor bag vældige diger og tjener formuer på med alle midler at skaffe sig jord. Udenfor digerne lever de fattige i evig fare i den sunkne by.

Ind træder en dag hos Nick en blond barsangerinde Mae (Rebecca Ferguson) og vil have hjælp til at finde det nøglebundt, hun har tabt. Det skulle jo være en smal sag, men den langbenede i den røde kjole, får Nicks hjerte til at tikke nyforelsket som et vækkeur på speed.

Eller baca, som det hårde afhængighedsskabende stof hedder i filmen. Det ender, som det skal mellem de to, i et overophedet filmknald, mens indholdet af et knust vandglas flyder i stride strømme ud over køkkenbordskanten.

Så kan vi godt gætte, hvad de to erindringsdetektiv og blondine har gang i. Men hov – pludselig er hun væk? Og hvem var hun?

Det må Nick så finde ud, for han er også tidligere veteran fra grænsekrigen, ligesom hans drikfældige partner Watts.

Så går det derudad i denne dystre fremtidsvision, mens den ene efter den anden får en dyppetur i badekarret, og på den måde hjælper Nick med at finde sin blondine og samtidig finde ud af, hvad hun egentlig var ude på.

Det er fermt skruet sammen, plottet er tilpas indviklet, og Hugh Jackman spiller som sædvanlig muskuløs, veltrænet mand med en brystkasse, du kunne sende en fåreflok ud at græsse på. Hvis de altså spiste krøllet hår.

Overfor ham giver Rebecca Ferguson den som slem pige med Ingrid Bergman-klingende britisk accent i rød kjole med en slids på størrelsen med Gran Canyon og med bad girl-attituder, der er som klippet ud af en klassisk krimi med Humphrey Bogart og Lauren Bacall.

Det er faktisk her filmen bliver ganske sjov og underholdende. Instruktøren Lisa Joy leger nemlig behændigt med masser af kendte filmklicheer og genrer uden på nogen måde at miste overblikket.

Det er god underholdning, men det er også smurt ind i den for amerikansk film så velkendte blanding af patos, sentimentalitet og såmænd også overdreven hævnbrutalitet.

Et par gode actionscener sætter fut i fejemøget.  Især god er den, hvor Nick får dyppet hovedet i et akvarie med noget som ligner elektriske ål. Men ellers er det en film, som til sidst nærmest sander til i sine egne klicheer og banale visdomsord i form af one-liners, du ville ønske, du aldrig havde hørt udtalt.

Underholdning uden noget særligt for eftertanken.