Den døde vagabond

Film - ”Rejseholdet – det første mord”

Nej. Det er ikke en filmatiseret genindspilning af den folkeligt populære tv-serie ”Rejseholdet” (2000-2003) med blandt andre, Charlotte Fich, Mads Mikkelsen og Lars Brygmann. Og Waage Sandø som IP. I sin tid Emmy-belønnet. 

Her skriver vi 1927, hvor den unge politimand Otto Himmelstrup (Alex Høgh Andersen) er blevet sat i spidsen for en nyoprettet afdeling, der skal opklare de mange påsatte brande rundt om i landet.

Der er mistanke om forsikringssvindel, og det ser de store forsikringsselskaber gerne stoppet. Så da borgmesteren i Esbjerg, datidens jyske svar på Chicago, får sit sommerhus antændt, må Otto afsted.

Sammen med sin kollega Per Reinholdt, PR (Nicolaj Kopernikus), foto og fingeraftryksferm makker, plus uventet tilføjet en sød kvindelig sekretær Camilla (Mathilde Arcel).

Du kan nikke lidt genkendende til holdopstillingen fra Jussi Adler-Olsens krimiunivers, og snart er vi i gang med det spegede opklaringsarbejde.

For i det nedbrændte sommerhus finder vort hold en myrdet vagabond. Ikke indebrændt, men slået ihjel med økse.

Rundt omkring de tre, forsøger der lokale politi at spænde ben og obstruere opklaringen. For eksempel når den kommer for tæt på den velhavende konservesfabrikant Lise (Katrine Greis-Rosenthal) eller hende sværmeriske digtersøn Tom (Ask Berntsen).

Billedsiden er fornemt filmet, og her er ikke sparet hverken på tidstypiske kostumer, biler og lokaliteter, som skal bringe os tilbage til den driftige havneby. Og de brølende dekadente 20-erne.

Ovenikøbet forsynet med autentiske historiske klip, som sammen med den alvidende fortællerstemme skal skabe en passende baggrund for krimi-dramaet.

Skuespillet er solidt. Uden at være prangende. Som den barndomstraumatiserede Himmelstrup spiller Alex Høgh Andersen pænt og nydeligt, uden for alvor at overbevise med sine vidt opspærrede øjne, når fortiden indhenter ham.

Så får Mathilde Arcel mere ud af sin sekretær rolle, som frigjort kvinde. Sød, men også stærk og selvstændig på sin egne betingelser. Mens bundsolide Nicolaj Kopernikus spiller kollegaen, der godt kan være bekymret for sin chef.

Opklaringen forvilder sig ud af mange forskellige tråde - måske også for mange og ikke umiddelbart sammenhængende eller spændende.

Selvfølgelig også med intern splittende uenighed i korpset materialiseret i form af hofsnogen Skov Nielsen (Lars Ranthe) og en modvillig chef Melsen i København, der vil have god avisdækning for at sikre fortsat midler til den nye enhed.

Det er som, om du har set og oplevet nogle af de her karakterer i andre krimifilm. Men sine steder er der også gode overraskelser, der trækker op. Eksempelvis biljagtscenen på Fanø.

De vel demonstrative fremstillinger af filmens persongalleri, der sådan toner frem understøttet af mørk strygermusik, forstår jeg ikke rigtig meningen med.

Men billedsiden er som sagt forførende og tilpas i sin blanding af close up og mere actionpræget kameraføring. Tilsat sære, men effektive montageklip, hvor du ikke rigtig ved, hvad de skal illustrere.

Dekadent overklasseliv og forbudt seksualitet bliver flettet ind i mordmysteriet, inden holdet kan binde en pæn sløjfe om sagen. Og succesrige bliver udråbt som Danmarks svar på FBI.

Der er sikkert en to-er på vej, og skønt skuespillet indimellem er vel teatralsk på det jævne, er det en solid mainstream-produktion, der nok skal finde et publikum. Ganske solidt underholdende er det.

Men heller ikke mere end det. Skønt der mega-flotte billeder at svælge i.