Børn er da til salg …

Film - ”Regnen skyller alt bort”

Vidste du, at der er noget, som hedder en babybox?

Sådan en møder vi i åbningsscenerne i denne film, hvor den unge mor So-Young (Lee Ji-eun) i øspøsende, gennemblødende regnvejr sniger sig hen til Basun Familiekirke for at efterlade sit drengebarn. I en dertil indrettet sluse – en babybox.

Hun aner ikke, at hun bliver iagttaget af den forargede og fordømmende politikvinde Su-jin (Bae Doona ) og hendes yngre kollega. Hun ved heller ikke, at en af kirkens medarbejdere, selv tidligere børnehjemsanbragt, Dong-Soo (Gang Dong-won) har fundet en god fidus.

Sammen med sin ældre ven, den spilleforgældede skrædder- og renseriejer Sang-Hyeon (Song Kang-ho) stjæler han simpelthen børnene fra indleveringsslusen og sælger dem til højestbydende. Naturligvis først efter at have slettet videoovervågningens optagelse af baby-afleveringen.

Men så sker der noget uventet. Den unge mor So-Young vender faktisk tilbage til kirken for at se sit barn, og det lykkes kun de to baby-menneskehandlere at undgå politianmeldelse på et endog meget hængende hår.

Ligesom de ikke ved, at de to politikvinder jagter og overvåger dem med henblik på at tage dem på fersk gerning.

Se det kunne der jo blive en neglebidende og tænderskærende spændende krimi-thriller ud af.

Men snart sker der noget ganske uventet – de to mæglere, viser sig nemlig at være ganske almindelige fornuftige, reflekterende og hjertevarme mænd. Der såmænd fint kan sætte sig ind både i den enlige, kønne mors problemer og samtidig gerne vil sørge for at baby Woo-Sung får så godt et hjem som muligt.

Så på trods af alle odds slår de to børnehandlere sig sammen med den unge mor for at skaffe Woo-Sung nogle gode forældre.

Det er en film, som nemt får dig til at tænke på sangskriver Bob Dylans tekststump – fra sangen ”Absolutely Sweet Marie” – ”to live outside the law, you have to be honest”.

En fortolkning kunne gå på, at selv om du lever uden for loven, er du ikke nødvendigvis kriminel. Du lever bare uden for de snævre grænser, som loven sætter, men du bliver bekræftet af andre i, at det du gør, og den måde du lever på, er i orden. Fordi den baserer sig på bredere og mere grundlæggende, menneskelige princippet.

Empati, menneskekærlighed og evnen til at sætte sig ind i andres problemer. Og ikke mindst handle på det

Det er i sidste ende, sådan andre får tillid til dig, og du får tillid til dem. Det kan en lovbog alene ikke gøre.

Dette sidespring blot for at fortælle, at denne film simpelthen tager røven på dig – på den gode måde,  mens den vikler sin indviklede garnnøgle af en historie ud. Mens babykidnappere, rapkæftet hård-i-filten enlig mor med tilføjelse af et undveget børnehjemsbarn, så småt begynder at opføre sig som en ”rigtig” familie.

Alt imens lovens lange arm i form af de evigt take-away gnaskende politikvinder prøver at få skovlen under dem. Men også et par barske gangstertyper blander sig pludselig i historien,

Vi er på samfundets bund, hvor alle kæmper for at overleve, og filmen former sig også som en slags krimifortælling. Med et realistisk socialkritisk blik. Men undervejs får vi ikke alene forklaret de forskellige personers baggrund og motiver.

Der bliver også stillet spørgsmålstegn ved abort, moderskab, familieliv, skilsmisse, forældreskab og adoption.

Skuespillet kan du ikke udsætte noget på. Især Song Kang-ho gør det mesterligt, som den på en gang bekymrede, løsningssøgende og forstående hjertevarme renseriejer.

Men også Lee Ji-eun er overbevisende som den unge mor med Madonna-ansigtet, på en gang hjerteskærende kynisk, tvunget af omstændighederne og samtidig parat til at kæmpe løvemodigt for, at hendes søn får det så godt som muligt.

Samtidig er filmen sine steder hylemorsom i sin nærmest gak-gakkede optrin, når der skal forhandles pris om sådan et stykke menneskebarn. Er øjenbrynene nu ikke for tynde? Og jeg synes ikke rigtig, at han åbner øjnene ordentligt?

Så prisen bliver trykket fra 10 mio. sydkoreanske won (55.660 danske kr.) til fire millioner. Og kan vi ikke få en afdragsordning?

Fattige mennesker eller mennesker i nød uden anden mulighed kan blive nødt til at sælge deres børn for selv at overleve. Sådan er det – det fine ved den her film er, at den på ganske overbevisende vis påpeger, at selv på bunden, blandt dem vi så nemt fordømmer, kan hjertevarm forståelse også gro og løse ”uløselige” hårdknudeproblemer.

Det er bevægende filmkunst.