Manisk og ulidelig

FILM - ”Rastløs”

Maleren Damien burde være en lykkelig mand. Han maler godt og har succes, hans smukke kone Leila elsker ham og han forguder sin søn Amine, der elsker ham.

Men Damien (Damien Bonnard) er bipolar, og hans overvældende, skrækindjagende maniske perioder bliver afløst af kraftig medicinering, der efterlader ham som en hjælpeløs grøntsag.

En skygge af det kreative bohemekraftværk han er i sine bedste perioder.

Det ved vi ikke, da filmen åbner med Leila (Leïla Bekhti) trygt sovende på stranden, mens far og sønnen Amine (Gabriel Merz Chammah) er afsted i motorbåd. Dykker sammen og har det godt, indtil far langt ude på åbent hav hopper i og overlader det til sin mindreårige søn at sejle i land.

Selv vil han svømme tilbage.

Damien – spillet totalt fremragende, skræmmende, charmerende og uforudsigeligt af Damien Bonnard – er på vej ind i en af sine maniske perioder. Sover ikke i to døgn, arbejder manisk på sit maleri nat og dag, mens hans hustru prøver at få ham i seng og tilbage til virkeligheden.

Det er voldsomt, nærmest fysisk ubehageligt, at overvære og se på. Ikke mindst på grund af Damien Bonnard, der går i et med sin hovedrolle, så du må fortvivle over hans grænseoverskridende adfærd.

Hvordan han støder de mennesker, som elsker ham fra sig. Igen og igen. Glemmer dem, når hans hyperaktive kreativitet får ham til at præstere og opnå det ultimative, mens han forvilder sig ind i sin accelererende mani.

Under arbejdet bliver kunstneren filmet helt tæt på, tungt åndende, svedende og nærmest omtåget svimmel, indtil Damien endelig kan slippe penslen, når skabelsens forløsende øjeblik er nået.

Overfor ham gør Leïla Bekhti det bestemt ikke ringere. Hun er overbevisende i rollen som kvinden, der både skal være mor, elskerinde og plejerske for sin mand. For hun kender alt for godt symptomerne og prøver forgæves at få ham til at tage sin lithium.

Filmen skildrer, hvordan hun selv bliver drevet længere og længere ud i afmagt og opgivelse. Kan det virkelig være meningen, at jeg skal leve livet, som min mands vogterske?

Ganske fortvivlende er det også at se, hvordan deres unge søn Amine kommer i klemme mellem sin forældre. Mellem hans elskede far, der samtidigt kan svigte så smerteligt, og mor, der har rigeligt at gøre med selv at overleve og i velment beskyttelsestrang ikke giver Amine megen mulighed for at forstå, at far er syg.

Det er bevægende at se, hvordan hans beundring for sin impulsive bohemefar undervejs bliver forvandlet til beklemt frygt for de evindelige humørsvingninger.

Det er en film som ganske autentisk tager et svært emne op. Du tror på de to hovedpersoners kamp for at prøve at finde hinanden og en måde at komme videre på.

Det er sørgeligt og pinefuldt at overvære, men filmen leder også frem til et ganske forsigtigt håb om, at der måske er en vej ud af denne endeløse fortvivlelse. Ved at erkende at sygdommen er uundgåelig og uhelbredelig.