Tolken, svigtet, massakren

Film -”Quo Vadis, Aida”

Nådesløst, knugende filmdrama om massakren i Srebrenica i juli 1995. Under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.

Det er en film, du skal se for dens nøgterne, detaljerede skildring af, hvordan internationalt politisk svigt og lammede FN-soldater intet kan stille op mod de serbiske krigsherrer.

Det er besk film, der efterlader dig med samme følelse af hjælpeløshed, som alle de involverede må have følt, da den hensynsløse overmagt indtager den lille by.

For inden har lederen af de fredsbevarende hollandske tropper oberst Karremans (Johan Heldenbergh) forklaret byens borgmester, at der er blevet stillet et ultimatum.

Hvis den serbiske hær ikke stopper sin fremrykning, vil Nato-fly angribe dem klokken 06 næste morgen.

- Hvad sker der, hvis flyene ikke kommer. Lyder det fra byens borgmester.

Med til forhandlinger er tolken Aida (Jasna Djuricic), men snart er situation for de bosniske civile gået fra faretruende til flugt for livet. Tusinder og atter tusinder flygter over hals og hoved med kurs mod FN-lejren for her at komme i sikkerhed.

Kaos, panik og den rædselsslagne panik er filmet med nervøst, dirrende kameraføring. Uheldssvangert og ukontrolleret virker det, en filmisk meddigtning på det, som venter forude.

Den psykopatiske serbiske general Mladic (Boris Isakovic) indtager byen, mens Karreman desperat telefonisk prøver at få hjælp udefra – hvor bliver flyangrebet af? Han står med 25.000 bosniske flygtninge og har hverken mad, vand eller toiletter.

Den bærende hovedrolle bliver spillet af Jasna Djuricic – lydefrit og bevægende er det at se hendes kamp for sin egen familie, far og de to sønner, uden for basens hegn. En sand viljestærk løvemor, der ikke giver op.

Og samtidig se og opleve hvordan stigende afmagt og bitter erkendelse langsom tager over i hendes personlige kamp for sine egne og for hendes landsmænd.

Quo Vadis refererer jo til Johannes Evangeliet, kapitel 13, vers 36, hvor apostlen Peter er på flugt fra Roms kristenforfølgelse og møder Jesus gående i modsat retning. Ouo vadis – Hvor går du hen?

Og Jesus svarer, at han er på vej mod Rom for igen at lade sig korsfæste. Hvorefter Peter vender om og går tilbage.

Den kristne henvisning passer godt til filmens nådesløse tone. Du kan ikke undgå din skæbne. Det er filmet fiktion, men handlingen bygger på virkelige hændelser. Og netop den – virkeligheden - er langt værre, brutal og hensynsløs, end nogen manuskriptforfatter eller instruktør kunne forestille sig.

Den afstumpede vold og brutalitet over for det ”forbandede tyrkerpak”.

Det er ganske pinefuldt at overvære, mens vi venter på det uundgåelige. Og da de hvide busser kører op foran FN-basen, ved vi godt, at det ikke betyder frelse.

På den måde er det en benhård kritik af det internationale svigt.

Også skildret gennem de alt for unge FN-soldater, der ikke magter eller kan stille noget op for serbernes brutale hensynsløshed.

Mens oberst Karreman spærrer sig inde på sit kontor.

Men samtidig er det skildringen af en stærk kvindes kamp for sin familie. Filmens slutning vil og må vi ikke afsløre, men her er en form for håb om tilgivelse og forsoning indbygget.

Se den, hvis du kan og tør, men vær beredt på at blive ladt tilbage med den samme form for hjælpeløs afmagt og fortvivlelse, som filmen så nådesløst skildrer.