Elvis og dukkebarnet

Film -”Priscilla”

Flot filmet, nydeligt spillet og egentlig en ganske uinteressant film.

Priscilla (Cailee Spaeny) er kun 14 år og bor sammen med sine forældre på en af USA’s flybaser i Vest-Tyskland, da hun i 1959 møder datidens absolut største rocknavn, Elvis Presley (Jacob Elordi).

Hun får sine forældres tilladelse - dog i voksenfølgeskab - til at besøge charmøren med stemmen, der kunne smelte kvindehjerter.

Elvis er netop på højden af sin karriere indkaldt til hæren for at aftjene sin to år lange værnepligt. Og han elsker at mødes og feste med folk hjemmefra.

Hans mor, Gladys, er død for et års tid siden, og Elvis både sørger og savner hende. Så hvad er det egentlig, den 24-årige mand vil med denne 10 år yngre pige?

Der hersker ingen tvivl, om at hun er stang-forelsket i ham, mens Elvis snarere er ude på at få en fortrolig at tale med.

Han bliver spillet genert og høfligt,af Jacob Elordi, dog hele tiden med et nervøst ben hoppende op og ned, mens Cailee Spaney er både sød og naturlig uskyldig som teenagetøs, der første gang møder Elvis til tonerne af ”Sweet Nothing”.

Så går filmen ellers i gang med at beskrive denne ganske anderledes kærlighedshistorie.

Filmens Priscilla kommer lige som virkelighedens Priscilla Ann Beaulieu til USA, bliver installeret i Gracelands overdådige uvirkelige luksus, alt mens hun skal fuldføre sin skolegang og tage en god afgangseksamen.

Elvis selv er ofte væk, på turné eller filmoptagelse, og imens kan Priscilla følge med i pressens svælgen i hans affærer med snart den ene, snart den anden.

Det er en film, der rammer tidsbilledet så flot, så flot, at det næsten gør ondt. Med masser af vintage Cadillacs, hele koblet af rygklappere omkring Elvis, og alene kjolerne vil få alverdens modeskribenter til at dryppe mundvand ned på notesblokken.

Her mangler ikke noget på udstyrssiden, mens vi får foldet den uheldssvangre og uligeværdige alliance mellem halvguden Elvis og den unge pige ud.

Filmen tager sig alt for god tid til at fortælle historien om at være fanget i en slags rigdommens tomhed, alt imens Elvis prøver at forme den unge kvinde, sådan som netop han gerne vil.

Det drejer sig om ham og ikke om hende, og langsomt forvandler den pille-og sprutmisbrugende stjerne sig til en ukontrollerbar og aggressiv udgave af sig selv.

Undervejs bliver der festet, drukket og den evige ungdomsfest hele tiden forlænget – for der er aldrig mangel på penge og opkvikkende stoffer – eller det modsatte, når du skal sove.

Det er nydeligt spillet, fantastisk flot filmet, men du kan ikke rigtig mærke virkelig smerte eller fortvivlelse i det oppustede show, du her er vidne til.

Hovedrollerne mangler at blive udfoldet med psykologisk dybde. Hvad gemmer sig inde i denne undvigende Elvis, så kærlig og alligevel så kold en skid?

Hvordan når Priscilla egentlig frem til, at hun er nødt til at lade sig skille for at få et virkeligt liv? Uden den Elvis, der forsøgte at forme hende som det perfekte dukkebarn tilpasset hans ønsker og behov.

Måske i et håb om at finde moderlig tryghed og forståelse som erstatning for sin egen mor Gladys, (død 1958). Filmens Presley søger i alle tilfælde tryghed snarere end sex – det kunne han få alle mulige andre steder.

Lige som Priscilla bliver du rimelig træt af al denne luksuriøse tomhed, og måske var det netop derfor, at virkelighedens dukkebarns-hustru forlod The King i 1973.

Pludselig holdt op med at farve sit hår sort, gik til kampsport og begyndte at ligne en ung 28-årig kvinde med mod på livet.