Pinocchio for voksne

Film -”Pinocchio”

Alle kender – eller rettere de fleste - kender det italienske eventyr om marionetdukken Pinocchio. Måske mest fra Disneys-glatferniserede børneudgave med danske tale fra 1940 med bl.a. Jesper Fårekylling.

Om trædukken, som lige pludselig bliver levende, og hvis næse vokser uhæmmet, når den begynder af lyve.

Den her italiensk producerede udgave er ganske anderledes, mere mørk og skræmmende i tonen i enkelte scener, og samtidig mageløst fotograferet. Blandt andet i bredformat - landskabsbilleder med faldefærdige huse og pittoreske landsbyer.

Der er ikke tale om animation, men rigtig film med skuespillere forklædt med smukt udskårne masker. Eventyrligt farvetonet og lyssat med overdådige kostumer er scenen sat til en sand fest for øjet.

Filmen åbner en kold vintermorgen med den fattige snedker Geppetto (Roberto Benigni) siddende i sit værksted omhyggeligt arbejdende med stemmejernet. Han er ved hakke de sidste stumper ud af den udhulede fåreost.

Sulten gnaver, og han opsøger den lokale kro for at søge reparationsarbejde. Krofatter vil imidlertid ikke have ham til at pille hverken ved vakkelvorn stol eller bord. I stedet får han en skål suppe og en stump brød. På huset. Så han ikke splitter det hele af.

Landsbyen får besøg af et omrejsende marionetteater,og det giver Geppeto inspiration til at skære en trædukke. Under arbejdet begynder trædukkens brystkasse at dunke – Pinocchio, Geppetto’s søn er født.

Roberto Benigni spiller hovedrollen som den fattige træskærer, ganske som vi kender ham fra tidligere film, livligt, meget snakkende, italiensk charmerende og er på den måde et godt valg til den bekymrede far-rolle.

For Pinocchio – spillet uden knastproblemer af den ni-årige Federico Ielpadi – er ikke sådan at styre, jagter gæssene, vil ikke gå i skole, og før far Geppetto får set sig om, er han blevet kidnappet af marionetteaters grumme direktør.

Nu følger vi Pinocchios lange kamp for at vende tilbage til sin far. Og morale er der ikke mangel på i dette eventyr, mens vi følger Pinocchio i gode og værre tider. Flest af de sidste. For det er en lang udviklingshistorie, mens barnet i form af trædukke bliver klogere på sig selv samt ikke mindst livet og dets udfordringer.

Det kan gå ganske galt, hvis du ikke lytter til den talende fårekylling, men i stedet lægger øre til smiskende lokketoner fra ræv og kat.

Her er meget for øjet, mens eventyret bliver foldet ud med den blå fe, spillet af bl.a. Marine Vacth i voksenrollen, og vi møder et mangfoldigt register af karakterer, som enten hjælper eller modarbejder Pinocchio.

Her er ganske mange poetiske scener – min favorit er vist den, hvor en lille flok flagspætter sætter sig på Pinocchios lange lyvenæse og får den hakket ned til en mere sandfærdig udgave.

Men her er også ganske faretruende scener, som ganske givet også vil kunne give de mindste børn mareridt.

Marionetter bliver aldrig større, men det er jo netop Pinocchios største ønske – han vil ikke være marionet hele sit liv. Han vil være en dreng, som alle andre

Og det moralske pointe til sidst er da heller ikke til at misforstå.

Livet er andet end leg og morskab, ellers risikerer du at blive forvandlet til et umælende æsel med lange øren.

Lær, læs, pas dit arbejde og vær god ved dem du holder af – medmennesket.

Så bliver du selv et rigtigt menneske.