Kokken, trøffelgrisen og sorgen

FILM - ”Pig”

Hvem stjal Robs elskede gris?

Filmen ”Pig” lægger ud som og kan minde om en thriller, men forvandler sig snart til en vemodig, stilfærdig undersøgelse af sorg, savn, far-bindinger og lidt overraskende – det gode måltid.

For Rob (Nicolas Cage) er en tidligere kok, der nu lever isoleret ude i Oregons vældige skove. Alene sammen med sin gris, der hjælper ham med at finde sorte trøfler

Trøflerne sælger han til Amir (Alex Wolff), der har fået ikke så lidt af en forretning ud af det samarbejde. Ved at videresælger dem til storbyen Portlands mange gourmetrestauranter.

Men så en nat bliver Rob overfaldet i sin hytte, og grisen bliver stjålet. Den vil Rob have tilbage, og gensidigt modvillige finder han og Amir sammen i jagten på den forsvundne grisebasse.

Her er ikke så mange replikker i begyndelsen, og det er ganske rart at se den til tider så udvendigt postulerende Nicolas Cage her dæmpe ned for skuespillet og blot koncentrere sig om at være en stor martret krop. En mand, der har søgt og fundet en form for fred her i skoven.

Med sin gris.

Under jagten kommer vi tæt på trøffelmarkedet og de dyre spisesteder i storbyen. Hurtigt viser det sig, at Rob er tidligere mesterkok – hvilket du allerede aner i den tidlige nærmest hellige, salvelsesfulde scene, hvor han laver tærte med svampe og trøffel til sig selv og grisen.

Det er en sær, nærmest mytisk uvirkelige verden, vi bliver inviteret til at besøge. F.eks. med pengeslagsmål mellem køkkenpersonale i en underjordisk kælder. Mens Rob og Amir kommer stadig tættere på hinanden. Knytter far-søn lignende bånd.

Selvom Alex Wolff godt nok er Robs direkte modsætning i rollen som smart fyr i slim fit skjorte og karrygul sportsvogn. Men  undervejs også afdækker sine egne familiemæssige traumer.

Her bliver gjort god plads til at filosofere over vigtigheden af det gode måltid. Om at være tilstede i nuet. Om hvor vigtigt det er at dedikere sig til det, man elsker og kan og ikke gå på kompromis.

Illustreret med en stærk frokostscene, hvor Rob får en anden kok til nærmest at bryde sammen med sin replik. ”Intet af det her er ægte”. Når kogekunst i sit forsøg på at forvandle det velkendte bliver skabagtig og fremmedgjort.

Det er så lige før, at filmen selv er lige ved at falde i den patetiske grøft med sin besyngelse af det enkle og det salthævede baguette-brød.

Inde bagved lurer der selvfølgelig en ond, hård mand, som står bag grisekidnapningen.

Så hvad gør en god kok, når han er lige ved at blive sat skakmat? Han laver et fremragende måltid. Og kommer tættere på en opklaring.

Fornemt filmet, ganske dramatisk sine steder. Også selv om du kan undre dig over, at Cage hele filmen igennem bliver ved med at rende rundt med forslået og blodigt skægget ansigt.

Det er en ganske småfortænkt, småfilosofisk film, men den har sine øjeblikke. I sin insisteren på at vi skal holde fast i de værdier og de mennesker, som betyder noget for os.

Og som gør os lige så stærke som den martrede, tidligere chefkok.

På en gang realistisk film og så alligevel voldsom ekspressionistisk og drømmeagtig uvirkelig.