Uventet møde med mor

Film - ”Petite maman”

En stilfærdig og afdæmpet lille novellefilm. Ganske ligetil og realistisk og samtidig båret af en vidunderlig, drømmeagtig indre logik.

For tænk nu, hvis du kunne få lov at opleve din egen mor som barn og måske oveni købet blive veninde med hende?

Det er, hvad der sker for den otte-årige Nelly (Josephine Sanz), som vi møder på plejehjemmet hvor hendes mor, Marion (Nina Meurisse) er ved at rydde det sidste op efter sin egen mor.

Mormor har været syg i mange år, og sammen med far og mor Marion kører Nelly nu tilbage til barndommens hus, hvor mor og far går i gang med at rydde op i dødsboet. I efterladte børnebøger, på badeværelset med 70’er klinker og i det indbyggede skab i gangen.

Mor Marion er ked af det, og det er Nelly også, fordi ingen af dem fik sat rigtigt og ordentligt farvel. Og pludselig tager mor afsted, uden forklaring, men samtidig møder Nelly en tvillingelignende pige på sin egen alder ude i skoven.

En otte-årig Marion (Gabrille Sanz), og de to piger bliver hurtigt venner og bygger i fællesskab på grenhytten ude i skoven. Og selvfølgelig skal Nelly også hjem og besøge Marion.

Men hov – hjemmet ligner jo præcis det, som Nelly lige har forladt. Hvad sker der?

Instruktøren Céline Sciamma leger med os. Leger med begrebet at teleportere. Altså den antagelse at du kan flytte en genstand eller et menneske til en anden tid ved tankens kraft eller ved hjælp af et teknisk hjælpemiddel.

Men instruktøren er ikke ude på at skræmme os eller lave om på virkeligheden – altså den Nelly befinder sig i nu. Og her oplever du tidsspringet mellem mors barndom og Nellys virkelighed med et enkelt klip. Det er filmen, som er det magiske hjælpemiddel, der gør det muligt for Nelly at møde sin egen mor.

Som jævnaldrende otte-årig. Og på den måde få taget hul på alt det uforståelige. Savnet og sorgen og den lammende tavshed mellem hendes forældre, som hun tydeligt mærker, men ikke forstår. Hvorfor siger de ikke noget?

På den måde danner den ”uvirkelige” historie om de to piger ramme om bearbejdelse af alt det usagte. For de to piger - og børn i det hele taget - har jo en vidunderlig evne til at stille direkte spørgsmål og gå efter kernen for at forstå, hvad der foregår omkring dem.

Filmens ”uvirkelighed” danner ramme om en undersøgelse af alt det, der er svært, når det gør ondt i livet. Tab, savn, sorg og ikke mindst den manglede evne eller lyst til at sætte ord på.

De to pigers fantasilege fungerer som skuespil i spillet og er båret af stor poesi og ynde. Det er mesterligt instrueret børneskuespil, på en gang troskyldigt og samtidigt så hjerteskærende afdækkende.

Som når Nelly vil udtrykke og aflaste sin unge veninde og "mors" smerte – og får svaret:

- Du har ikke ansvaret for min tristhed.

Der er tale om et filmet, psykologisk eksperiment, hvor de to heltinders undersøgelse af og optagethed af hinanden, bygger bro mellem virkelighedens Nelly og hendes forældre. Og hvor vi andre også med fordel kunne inddrage vore egne forældre og barndomsoplevelser.

Og på den måde er filmen ganske tidløs og ganske vidunderlig i sin undersøgelse af den lille familie. Sorgen og tavsheden.

Og ganske forløsende anderledes. En lille, tyst og stor film.