Dødsmærket ordmager

Film -”Persiske lektioner”

I 1942, Frankrig, er den unge belgiske jøde Gilles (Nahuel Pérez Biscayart) blevet taget, flygtende fra nazisterne.

I den skrumlende lastvogn bytter han en sandwich for en bog, skrevet på det persiske sprog farsi og lærer at ”bawbaw” betyder far. Inden alle i vognen bliver kommanderet ud og nådesløst skudt ned.

På nær Gilles, der påstår, at han ikke er jøde, men perser. Det er hans held. For i steder for at blive skudt, ender han i en udryddelseslejr, hvor SS-Hauptsturmführer Klaus Koch (Lars Eidinger) længe har ledt efter netop en perser.

Så han kan lære farsi, og når 2. Verdenskrig engang er slut, rejse til Teheran, åbne en restaurant og blive genforenet med sin broder.

Således er filmens plot og spændingsmaskine, kompetent og kompakt, på plads efter ganske få minutter. Men hvor længe vil det lykkes for Gilles, der nu tager det persiske navn, Reza, at narre Koch, der er køkkenchef for lejrens officerer?

Filmen veksler mellem at skildre lejrlivets nådesløse dagligdag. Den effektive udryddelsesmaskine, der skånselsløst dræber magtesløse medmennesker.

Sat op mod de mange samtaler mellem officeren og den persiske ordmager. ”Jeg er godmodig, men hvis jeg finder ud af, at du snyder mig, dræber jeg dig selv”.

Lige som både soldaten Max og Kochs bogførende sekretær Strumpf snart nærer mistanke til ”perseren” og gør, hvad de kan for at få ham udryddet.

Du kan vælge at tro på historien eller ej – der skulle bygge på ”virkelige hændelser”, men du kan ikke tage fra den, at den falske perser og hans skæbne fungerer glimrende som indbygget spændingsmotor i skildringen af lejrens helvede.

Lars Eidinger er ganske fremragende i rollen som SS-officer. Veksler mellem at være eksplosiv rasende officerspsykopat og madelskende kokkemenneske. Der er i kammerspilscenerne mellem ham og Gilles – hulkindet, afmagret, bange og træt modløst spillet af Nahuel Pérez Biscayart – et næsten Stockholm-syndrom-agtigt nærvær.

Altså hvor sympatien mellem offer og bøddel, kz-fange og SS-mand ubevidst vokser, og der bliver plads til lidt menneskelig forståelse og anerkendelse. Skønt magtforholdet er så ulige

Smukt lyssat som det er i næsten Hammershøi-agtige tableauer, når de to indendørs dagligt mødes til persiske lektioner og bogføring af jødetransportens mange navne.

Skildringen af lejrlivet er detaljeret, realistisk og kuldslået.

Du ser, hvordan forråelsen breder sig blandt dem, der kalder sig herrefolket, men som selv bliver stadigt mindre som mennesker. Bliver afstumpede og stadig mere voldelige og ondskabsfulde i dette vanvidscirkus.

Hvordan den indre svinehund hele tiden bliver fodret, plejet og hyldet til den forvandler sig til en djævelsk, ondskabsfuld orne.

Det er ubehageligt, men også ganske lærerigt at se på. De vilkårlige drab, umotiverede og pludselige, ganske som at slå en flue ihjel. Den hierarkiske magtstruktur, der fremavler stikkeri, karrierekamp, og hvor den naturlige ”sunde” reaktion er at sparke nedad, når nogen sparker på dig

På den måde er filmen en nederdrægtig præcis skildring af facismens inderste væsen og samtidig elementær spændende med sin historie om den falske perser og hans skæbne.

Åh nej vil nogle sikkert tænke - ikke endnu en kz-lejrs film. Men se den - skånselsløs og udfordrende og samtidigt elementært spændende.