Stærke kvinder

Film - ”Parallelle mødre”

Uønsket graviditet og det modsatte. Voldtægt, moderrollen med børnepasning kontra karriere, Spaniens mørke borgerkrigshistorie, forsoning og tilgivelse.

Det er en dybt fascinerende, kompliceret og ganske mangefacetteret film som den spanske mesterinstruktør Pedro Almodóvar, 72 år, har skabt, og filmen efterlader én ganske tænksom og berørt.

Fotografen Janis (Penélope Cruz) lever alene, snart 40, og i fuld gang med en fotosession i filmens åbningsscener. Foran linsen finder vi retsantropolog Arturo (Israel Elejalde) og i en pause spørger Janis, om han ikke kan hjælpe hende.

Hun vil gerne have åbnet den massegrav, som hendes farfar ligger i. Myrdet af Francos falangister under den spanske borgerkrig. Janis kan nøje gøre rede for, hvornår og hvilke 10 mænd, der blev dræbt uden for den lille landsby, hvor hun selv voksede op.

De to ender med at indleder et forhold. Janis bliver gravid, og på fødestuen møder hun den unge teenager Ana (Milena Smit), hvis mor Teresa (Aitana Sánchez-Gijón) har mere navleoptaget travlt med sin egen skuespilkarriere end af sin skræmte og usikre datter.

Venskab og fortrolighed spirer mellem de to førstegangsfødende, og da de hver især har født en datter, bliver deres livshistorie og videre skæbne flettet sammen.

Det er fornem filmkunst. Instruktør Almodóvar har også skrevet manuskript og med hurtige streger og rask afviklet indledende scener, får han tegnet historien op. En skitse der klart viser os, at der kommer noget ganske overraskende og afgørende længere fremme.

Det er film, der behændigt leger og udforsker flere forskellige emner. Parforhold, fortiede hemmeligheder, svigt, venskab og kærlighed. Men som hele tiden får dem til at belyse og befrugte hinanden. Det er stærke kvinder, vi møder.

Penélope Cruz som enlig mor, der slår op med sin datters far. Milena Smit, som vrister sig løs fra sin forældres dominans – ”jeg er flad, men for første gang er jeg herre over mit eget liv”.

Besyngelsen af moderskabet, omsorgen og sliddet, hverdagslivet med en lille ny, er beskrevet ganske enkelt. Men også ømt og kærligt i sin beskrivelse af, hvor meget praktisk planlægning, som det kræver at være enlig mor.

Skuespillet er fremragende. Lige med den der lidenskabelige kant, som giver historien farve og glød. Penélope Cruz spiller på en gang smuk og sexet - alt andet vil vist være svært – men giver samtidig plads til omsorg og tvivl til sin karakter. Moderligt opdragende overfor den unge Ana og samtidigt bærende på en hemmelighed.

Hun bliver også spillet forrygende af Milena Smit. Med ungdommelig renhed, alt-eller-intet-attitude og samtidigt bevægende, som hun vokser og viser moden styrke. Også i opposition til Janis.

Det er en stærk film. Om moderskabets urkraft, men også om de to hovedfigurers baggrund, opvækst og rødder, og deres indbyrdes forhold, mens filmen elegant fører os frem mod udgravningen af massegraven

Afsluttende stærke scener, der bringer os tilbage til grusomhederne under den spanske borgerkrig, 1936 – 1939, og samtidig forbinder Janis og Anas personlige opgør, tilgivelse og forsoning med et større historisk perspektiv.

Gribende, livsklog og samtidig ganske nøgtern og usentimental. Fremragende film.