Mr. Undskyld

Film - ”Påfuglen”

Hvad ville der egentlig ske med dig, hvis du hele tiden brugte al din energi på at gøre andre tilpas?

Den kønne Matthias (Albrecht Schcuh) arbejder i et succesrigt rent-a-friend firma, ”My Companion” og han er rigtig god til sit job og er nærmest ved at drukne i gode anmeldelser on-line, når han har tilfredsstillet endnu en kundes behov.

En kvindelig golfspiller, der med hans hjælp nedkæmper en pludselig opstået brand i en golfvogn. Og bliver udråbt til helt. En skoledreng, hvor han spiller pilot-far, da der er forældredag.

Eller den gnavne 60-årige, hvor han skal spille den i udlandet boende søn, som nu via en rosende fødselsdags-takketale, skal sørge for, at hans ”far” bliver præsident i en velgørenhedsorganisation.

Matthias bor sammen med sin Sophia (Julia Franz Richter) i perfekte, fnugfri og lækkert indrettede rum. Alt spiller for Matthias, men Sophia er ikke ganske tilfreds. Hun kan ikke mærke ham mere.

- Du virker ikke ægte mere, siger hun. Og ganske langsomt begynder Matthias at få den samme fornemmelse. Ganske forståeligt. Fordi han jo hele tiden forstiller sig.

Lader som om. Gør alt, hvad han kan for at gøre andre tilpas og samtidig undertrykker sig selv. Indtil han nærmest ikke kan mærke sig selv. Hele tiden ønsker at være afholdt, ”elsket” og populær, så han er ganske tæt på at dræbe sig selv.

Prøv for sjov at tælle. hvor mange gange han siger undskyld. Bare for at slippe for at forholde sig.

Albrecht Schcuh er ganske forrygende i den bærende hovedrolle: På en gang hjælpeløs og latterlig i sin evige stræben på at gøre tilpas. Og samtidig ude af stand til at bryde mønsteret, fordi han ikke selv erkender det.

Du kan midt i grinet ikke andet end have medfølelse med ham.

Han bliver sendt på kurophold af chefen Daniel, møder her den norske Ina (Theresa Frostad Eggesbø). attraktiv og køn brunette, men føler også grunden skride mere og mere under sig. Flere og flere ganske små, men også store ulykker vælter ned over ham.

Til han næsten handlingslammet, er ganske tæt på at give helt op.

Det er en ganske bizar, men også ganske virkelighedstro verden vi befinder os i. Hvor det at være populær og anerkendt, det ydre, betyder mere, end hvordan du faktisk har det.

Matthias er firmaets mand med hud og hår, og kan slet ikke finde ud af fungere i virkeligheden med virkelige mennesker. Det er både skræmmende og samtidigt ganske grinagtigt at opleve.

I denne perfekte verden med stemmekontrollerede biler, musikanlæg og så videre, er der et nærmest totalt fravær af konflikt og ubehag. Indtil maskinerne pludselig ikke virker, eller ens kæreste – som Sophia – pludselig forlader dig.

Og du – ligesom Matthias- ikke ved, hvad du skal stille op.

Det er fornemt filmet, instrueret og spillet, og midt i den spontane latter gemmer filmen også på en ganske kras samfundskritik.

Vores moderne samfunds tiltagende overfladiske uvirkelighed, sådan som den hele tiden konstant kommer til orde med billeder og opdatering på de (a)sociale medier.

Matthias faker og snyder sig selv, indtil en plet på skjorten får ham til ganske uventet at sprænge sig ud af sin egen hjælpeløse isolation.

Den slutscene havde ingen vist rigtig drømt om, men den kommer både som befrielse og overraskelse.

Virkelig en film, der elegant forbinder sort humor og svidende kritik i sin undersøgelse af den stakkels, hjælpeløse Matthias. Men også vores stakkels forblændede samfund.