Franz og statssocialismen

Film - ”På nært hold”

To vidt forskellige scener åbner denne film og slår straks grundstemningen an. Usikkerhed og fortvivlelse, men måske også mulighed for at få en smule lykke.

I åbningsscenen sidder en mand i en fangetransport, ansigtet i mørke bag tremmegitret, da han pludselig bliver overvældet af et voldsomt angstanfald.

Scene to. To nøgne elskende, han og hun, ligger efter samleje og taler om, at et år i Afrika er lang tid. – Vil du gifte dig med mig, kommer det så pludseligt fra ham.

Han hedder Franz (Lars Eidinger), forsker, færdiguddannet fra Humboldt Universitetet i Øst-Berlin, og skal på et års rejse til Afrika. Men netop som han er ved at finde plads i flyet, bliver han bedt om at følge med. En overraskelse venter.

Uventet bliver han lovet et professorat og i samme forbindelse bliver han tilbudt tjeneste i DDR’s udenlandske efterretningstjeneste. Uden større skrupler, siger han ja. Får en stor velindrettet lejlighed som han flytter ind i med sin elskede Corina (Luise Heyer).

Snart er han i gang med arbejdet med sin føringsofficer Dirk (Devied Striesow), der tager den unge mand under sine beskyttende vinger. Hurtigt viser det såkaldte ”informationsarbejde” – altså afsløring af Vestens kapitalistiske, korrupte styre – sig at være ganske anderledes betændt og ondsindet.

Alle midler gælder, når desertører og forrædere bliver bekæmpet. Det lærer Franz på den hårde måde, da han sammen med Dirk skal forsøge at få en afhoppet populær fodboldspiller Lensfeld til at vende hjem til DDR. For han er jo selv vild med bold og det undrer ham, at han ikke har hørt noget om afhopningen

- Aviserne behøver ikke at skrive alt, lyder det fra Dirk.

Det er ganske modbydeligt at se, hvordan Franz først ivrigt og pligtopfyldende kaster sig ud i sit arbejde. For derefter gradvist og med stadigt stigende afsky prøver på at slippe ud af det dybt perverterende retfærdighedssystem.

Hvor du ikke ved, hvem der er meddeler og angiver, og hvor den ene tjeneste er den anden værd, og du er tvunget til at positionere dig ved at skaffe dig viden om nogen, så du kan tvinge dem til at gøre, som staten vil.

Hovedrollen bliver spillet både forpint og indelukket af Lars Eidinger. Med stirrende øjne og hæmmet kropssprog udstråler han det voldsomme ubehag, han begynder at få for sine egne handlinger.

Hvordan det U-retfærdighedssystem, han er blevet en del af for egen vindings skyld, ikke alene knuser andre, men også nedbryder og knækker ham selv og hans forhold til sin elskede Corina.

Det er godt skuespil at se ham forvandle sig fra grådlabil, alkoholdulmet, selvmedlidende magtesløshed for at træde i karakter som et kynisk, iskoldt førsteklasses røvhul, da han skal tvinge en ung pige Klara til at abortere mod sin vilje.

Filmen er optaget on location i Øst-Berlin. På steder hvor virkelighedens Franz – doktor Werner Teske, i 1981, blev dødsdømt og henrettet. Det giver filmen en uafrystelig, autentisk skæbnetone. Alt er bare grimt, grumt og deprimerende.

Grimt tøj, grimme møbler, grim stemning – men allerværst mennesker, der bliver tvunget ind i et totalitært system, der maler dem i stykker. Så afstumpethed og forråelse breder sig.

Omkring den bærende hovedrolle i form af Lars Eidinger gør Luise Heyer det glimrende som den efterhånden stadigt mere fortvivlede kone, der forsøger at nå ind til sin mand.

Også Devied Striesow gør det godt som den venlige mentor, der både lærer Franz at snyde med bestikkelsesmidler og samtidigt for enhver pris at holde sit hemmelige arbejde adskilt fra det private.

Det er en film, der giver sig tid og ikke sensationslysten jagter billige point, men netop derfor vinder i intensitet og følelsesmæssig dybde. Mens den fortæller om en skjult og i offentligheden undertrykt historie om brugen af dødsstraf i DDR.

Og ikke mindst de menneskelig omkostninger ved at leve i gennemkontrolleret totalitært samfund.

Et nakkeskud af en film, som den tyske originaltitel ”Nahschuss” jo også angiver.