Os, der ikke siger for meget

Den store sal i Musikkens Hus summer af lavmælt, småsludrende forventning, mens Aalborg Symfoniorkester i en kakofonisk strygestemmen gør sig klar til at spille live som backing til gallapremieren på dokumentaren ”Os der lever”.

Salens rækker er fyldt med kendte og mindre kendte nordjyder. Hov, der er Hausgaard da, og der Murer Kjeld uden sin hvide kasket. Der må være mere mennesketomt end sædvanligt nordenfjords.

Her er velkomsttaler og introduktion før filmen - bl.a. ved producer Nikkie Breinholt Dahm fra det lokale Løkken-filmselskab Dune Productions.

- Alle, der har bidraget, kunstnere, fotohold, medvirkende er samlet her i aften, og nu skal I opleve jer selv på det store lærred. I er hjertet i filmen, siger Nikkie Breinholt Dahm.- Velkommen til, lyder det.

Og så er vi og strygerne klar til "en film om virkelige hændelser og lidt fri fantasi", og filmens åbningsscene bringer os til konfirmation på Biersted Kro, hvor Hausgaard tager ordet og gerne vil fejre konfirmanden med et lille digt. 

Det former sig som en skildring af symfoniorkesterets instrumenter, deres særtræk, og mens Hausgaard reciterer, fuldender de enkelte instrumenter ordene ved at føje sig til – f.eks. den ensomme obo, som bliver trøstet af to celloer.

Filmens lydspor ER blevet indspillet til fremtidige forevisninger, men netop i aften spiller symfonikerne live, og det giver oplevelsen en storladen lydside.

Filmen har som sådan ikke en egentlig handling. Vi er rundt i landsdelen. Møder kvinderne, som sidder ved knipletøjet og småsluder. Eller Klitvæsenets vesteklædte damer, der planter marehalm.

Cirkusprinsessen Katja med sine hvide heste, minkavleren, der i en stor gifttåge renser sine tomme minkbure. Vi er med på stranden, når der bliver kørt cirkelrace, og hører damernes forurettede småsnak om, hvor galt det dog er, at Vendelboposten ikke kan blive leveret til tiden.

Så de ikke kunne nå hen og få købt ind med 20% rabat i Brugsen, inden tilbuddet udløb.

Det er det helt hverdagsnære, vi er med til at opleve. Om enken, hvis mand ikke brød sig om at danse og pludselig døde. Veninden hun mødte, der godt havde undret sig over, at hun ikke havde set manden i haven. Og nu fandt ud af, at han var død. Et par måneder senere ringede hun så – ”du trænger til at komme væk fra alt det der. Du skal da med ud og danse”.

Den dokumentariske, lavmælte skildring er filmens sande kerne. Tilføjet panoreringer hen over den barske og samtidigt betagende natur, som også former menneskesindet i det nordjyske.

Salens publikum får også grinet godt undervejs, og det er måske her, at filmen mere eller mindre ubevidst kommer til at fejle. Ikke rammer klokkerent. Udstiller mere end den gengiver. Vi griner af - i stedet for med de medvirkende.

Du kender stilen fra Niels Hausgaard og hans årligt tilbagevendende show. Småkommentarer og gengivelsen af medmenneskets egentlig så forståelige skrøbeligheder. Den hausgaardske metode med på en gang at gengive og portrættere solidarisk og samtidig få os til at trække på smilebåndet eller grine overgivent og forløsende.

Hausgaard har sammen med filmens instruktør Anne Svejgaard Lund skrevet den underlæggende tekst til filmen og binder som fortæller ”handlingen” sammen. Og optræder selvfølgelig også i filmen.

Skildringen af de lokale mænds ”misundelse” på Murer Kjeld, da han er blevet verdensberømt efter at have flyttet Rubjerg Fyr, og den efterfølgende damepopularitet er ganske meget opstrammet.

Det er balancen i det underspillede i landsdelens hverdagsliv, sprogtonen og omgangsformen, som kan være så svært ikke at forvandle til bare ren tø-hø humor. Måske utilsigtet kniber det her ind imellem lidt.

Vendelbomålet og dets sprogtone er ikke præget af et overflødighedshorn af ord. Det er ikke en plaprende talestrøm. Det er mere raffineret, og så utrolig meget kan siges med færre ord. Også når der skal siges skarpe sandheder. Det er tonen, det lune usagte og underforstående, der præger. Altså de mennesker, som er født med det og bruger det til daglig.

Men det er stort, at vi nu har fået en film, som handler om os selv. Os, der lever heroppe og ikke kunne forestille os andet. Med et Vesterhav, evigt foranderligt og alligevel det samme, hvis horisont sætter sig i øjet og sindet.

Den dokumentariske lavmælte skildring tilføjet de betagende, storslåede naturbilleder skal nok gå sin sejrsgang i landsdelen.

Foto: Still fra filmen, og Hans Ravn, reportage.

”Os der lever”

Urpremiere, Musikkens Hus, med Aalborg Symfoniorkester, fredag 3. februar.