Hjertegribende

Film - ”One Life”

Egentlig er det her en ganske enkel historie om at holde fast i menneskelig anstændighed, når man oplever brutale overgreb og uretfærdighed. Uanset hvem der gør det, og uanset hvilken ideologisk platform, der bliver brugt som undskyldning.

Baseret på virkelige begivenheder gør filmen her også ekstra indtryk.

Børsmægler Nicholas Winton (Anthony Hopkins - ældre/ Johnny Flynn - yngre) tager i 1938 som ung mand til Prag og oplever her, hvordan tusindvis af familier med deres børn er på flugt fra Hitlers erobringsplaner.

Sult, kulde og den truende nazistiske invasion gør det påtrængende nødvendigt at gøre noget, og det dedikerede bankmenneske kaster sig med ildhu ind i kampen for at få reddet så mange børn som muligt.

Hvad med at fylde nogle tog med børn og sende dem gennem Europa hjem til London? Hvor gode plejeforældre så kan stå klar til at tage imod børnene.

Støttet af sin mor Babette (Helena Bonham Carter) kaster Nicky sig ud i arbejdet.

Individuelle visumansøgninger, plejeforældre til hvert enkelt flygtningebarn, garanti på 50 pund pr barnehoved og meget meget mere.

Han og hans trofaste lokale medarbejdere i ”Komiteen for tjekkiske flygtninge” er ved at drukne i papirnusseri og bureaukratisk modvilje mod redningsplanen.

For den britiske regering nægter at tro på, at disse mennesker er i fare.

Filmen klipper lydefrit frem og tilbage mellem dengang og nu, 50 år senere, hvor Nicolas bliver sat til at rydde op i sin utallige kasser med arkivmateriale og fotografier af sin kone, Grete (Lena Olin).

Men han holder fast i sin gamle scrapbog fra dengang og mener, at den måske stadig kunne gøre nytte og sætte fokus på flygtningeproblemet. Ikke bare dengang men også her og nu.

Nicky bliver spillet afdæmpet, troværdigt og tilpas nøgternt af Anthony Hopkins. Så denne historie ikke ender i ren snøftende sentimentalitet.

Han gør meget godt for rollen som den ældre mand, der ikke syntes, han fik gjort tilstrækkelig og samtidig stadig er plaget af spørgsmålet:

Hvad skete der med dem, som slap væk? Hvad blev der af børnene?

Nicky som ung bliver spillet nydeligt af Johnny Flynn, men det er Hopkins, der brænder igennem. Omkring dem former gode biroller det tidstypiske billede af dengang og nu.

Helena Bonham Carter er god som stædig mor, der insisterer på, at selv paragraffikserede embedsmænd skal opføre sig anstændigt.

Filmen bygger langsomt op, mens den politiske situation bliver stadigt mere anspændt, kulminerende med Hitlers militære angreb på Polen, 1. september 1939.

Men her i filmens nutid har den pensionerede børsmægler stadig svært ved at give slip på det, der skete dengang. Og ganske overraskende lykkes det ham at trænge igennem til den kulørte presse.

Det møjsommelige arbejde med at redde menneskeliv var ikke kendt af en større offentlighed, og så må vi vist ikke afsløre mere.

Men vi råder biografgængere i alle aldre om at sørge for at være velforsynet med lommetørklæde eller Kleenex, hvis de går ind og ser denne hjertegribende film.

En film, der på sin egen faktabaserede måde også får en til at tænke på, hvordan alverdens flygtninge i dag kæmper for at slippe væk fra undertrykkelse, fattigdom, sult og nød.

Og så er det simpelthen neglebidende spændende at opleve den unge Nicholas kæmpe indædt og vedholdende mod bureaukrati, og urets ubarmhjertige tikken, mens både den britiske regering og nazistyret modvilligt lader togene forlade Prag med børn med et papnummer hængt om halsen.

Men det er den 86-årige Anthony Hopkins, som den ældre Nicholas, stilfærdigt plaget af minderne om de børn, som ikke slap væk - du sidder tilbage med på nethinden, når filmen slutter.

Stædig, arbejdsom og vedholdende lykkedes det for ham at præsentere det næsten umulige.