De var som brødre

FILM: “Once were brothers”

Dokumentarfilmen med leadguitaristen Robbie Robertson fra myteomspundne The Band, tager os en tur ned af mindernes rockn’n’ roll-allé og fortæller om de større og mindre navne, han mødte på sin vej.

Eric Clapton, Van Morrison, Bruce Springsteen med flere medvirker i korte klip og hylder det amerikanske band, som selveste Bob Dylan valgte som backing dengang han i 1965 besluttede sig for at sætte strøm til musikken.

Robbie fortæller om sin opvækst i Toronto, med en indiansk mor og en voldelig far, om at få sin første guitar 10 år gammel, danne sit første band og komme med hos rockabilly-sangeren Ronnie Hawkins.

Og her møder han den syngende trommeslager Levon Helm, der som en god storebror tog sig af ham, da han 16 år gammel solgte sin Stracocaster 1956 for at få penge til flybilletten ned til Arkansas. Og blive medlem af Hawkins backinggruppe The Hawks.

Det er ren og laber nostalgi at labbe i sig for alle os, der elsker rock’n’roll. At høre om livet på vejene. Robbie spørger Hawkins om, hvad han får i hyre for at spille.

- Det kan jeg ikke sige, men du får mere fisse end Frank Sinatra. Og det gjorde han, griner den aldrende Hawkins.

Her er ikke sparet på noget, sjældne arkivoptagelser, interviews, sangoptagelser og sort-hvide fotos fra dengang The Band trak sig tilbage til deres lyserøde hus i Woodstock, hvor de berømte basement tapes med Bob Dylan blev skabt i deres lille kælderstudie.

Og hvor de også skabte sangene til deres gennembrudsalbum ”Music from Big Pink” (1968), en klassiker, senere efterfulgt af ”The Band”(1969), ”Stage Fright” (1970).

Robbie, i dag 77 år, selv er i fokus som filmens bærende fortællerstemme og deler veloplagt ud af sine erindringer. Om hvor mærkeligt det var at være på verdensturné med Dylan og blive buhet ud – aften efter aften. Indtil det gik op for guitaristen, at han stod midt i en musikalsk revolution.

Men Robbies hukommelse svigter også indimellem. Måske fordi det er for pinligt at tale om den årelange strid om ophavsretten til The Bands sange, der blandt andet kostede venskabet med trommeslager Levon Helm.

I sin erindringsbog ”Historien om The Band – Wheels on Fire” lægger Levon Helm nemlig ikke skjul på, at han mente, at alt for mange af gruppens sange blot var krediteret Robertson, som komponist og tekstforfatter.

Når alle fem bandmedlemmer kollektivt havde taget del i den kunstneriske skaben. Filmen tager en kort sløjfe omkring det følsomme emne, men holder ellers fast i, at Robbie Robertson og bandets orgelspillende Garth Hudson er bandets sangskrivere.

Mens Helm blot er god til arrangere.

Filmens ”heltedyrkning” af Robertson kunne godt kræve et par forbehold. Også selv om undertitlen ”Robbie Robertson and The Band” fastslår, at det er den personligt vinklede livshistorie, vi her får.

Filmen slutter meget passende med skildringen af ”The Last Waltz” – The Bands sidste liveoptræden fra 1976, filmet af Martin Scorsese, som selvfølgelig også er med som kommentator i filmen her, og med gæsteoptræden af Bob Dylan, Eric Clapton, Van Morrison, Muddy Waters, Neil Young og Joni Mitchell.

Vi får et par klip fra koncertfilmen med tilføjede nutidige kommentarer.

- Koncerten var ment som en pause, men alle glemte at komme tilbage, siger Robbie Robertson.

Og glemmer på den måde – bevidst eller fordi, det ikke passer ind i hans billede af tiden med bandet, at The Band rent faktisk blev genforenet i 1983, indspillede yderligere tre albums og tog på turné sammen. Uden Robbie.

Men der kan ikke herske tvivl om – på trods af uenigheder om royalties, heroinmisbrug og sceneskræk – at da de var unge, var The Band et sandt musikalsk musketervenskab. Fem brødre, som elskede hinanden.

Og meget passende slutter filmen med en stjernestund fra The Last Waltz, Levon Helm bag trommesættet på scenen med bandet syngende ”The Night They Drove Old Dixie Down”.