På jagt efter utroskaben

FILM: ”On the rocks”

Du kender hendes far: Francis Ford Coppola. Han er kendt for Godfather-filmene og ”Dommedag nu”. Altså de store fortællinger, de store dramaer, bulder og brag. Han gider ikke lave film mere. Til gengæld laver han i stedet fremragende vin.

Og så er der hans datter, Sofia Coppola. Også hun er filmmager, men hun er kendt for det modsatte. Hendes film handler om (næsten) ingenting. De er stille. Skuespillet er tilbagelænet.

Hun fik sit gennembrud med ”Lost in translation” for 17 år siden. Den handler om en ældre mand og en yngre kvinde på et hotel i Japan. Ja – det var det fulde referat. Ikke desto mindre blev filmen en kult-film.

Bill Murray spillede hovedrollen.

Bill Murray er fantastisk

Hendes seneste film ”On the rocks” har igen Bill Murray i hovedrollen. Igen over for en yngre kvinde. Denne gang hans datter Laura.

Handlingen vender vi lige tilbage til.

”On the rocks” er bemærkelsesværdig for kun én ting: Bill Murray. Han er fantastisk i filmen: Beregnende, sexistisk, stinkende rig på kunsthandel, har en ekstrem god smag, er menneskekender. Og fik vi nævnt det: Sexistisk i sin omtale af kvinder.

Far kan score

Kvinder er til gengæld ikke et problem for ham: Han kan score igennem. Men han er også eminent til hele tiden at sige det rigtige – altså direkte til kvinder.

Han og datteren er for eksempel på restaurant. Så siger han til den kvindelige tjener:

- Hvilken balletskole har du gået på?

Ikke noget med at spørge om hun har gået til ballet. Det tager han for givet. Og den unge kvinde, der aldrig fik sit gennembrud i balletten og som nu er tjener, falder naturligvis pladask for denne smiger. Han er kort og godt typen, som Inger Støjberg ALDRIG ville beskylde for sexisme. Det er jo bare komplimenter…

Talestrømme om kvinder

Vi andre, der filmen igennem hører på hans talestrømme om kvinder og hvordan de skal tages/behandles, har muligvis andre holdninger til den sag…

Og for ham spiller Rashida Jones hans datter Laura. Hun er forfatter med skrivekrampe og skriveblokering. Hun er mor til to. Hun er gift med Dean. Hun er 39 år. Og hendes liv er en sump. Manden har travlt med at starte ny virksomhed. Dagligdagen er ren rutine. Og selv om hun er sød, køn og begavet, så er hun lige så sexet som en salat, der har stået natten over på spisebordet.

Rashida Jones gør det glimrende i filmen, men hun blegner altså over for Bill Murrays gennemført overskudsagtige skuespil.

Og hvad handler så filmen om?

Fravær eller utroskab?

Tjah: Næsten ingen ting. Laura er forundret over ægtemandens fravær. Og da far pludselig står i døren og hører om hendes liv, så er han ikke længe om at stille diagnosen: Utroskab.

For far tænker, at alle mænd er som ham selv: Kvinder er mest attraktive i den fødedygtige alder. Og hellere i første halvdel af den fødedygtige alder end i sidste halvdel. Derfor er kvinder som svingdøre: Hurtigt ind og hurtigt ud.

Og sådan må Lauras ægtemand naturligvis også være, mener far. For kan mænd være anderledes?

Så går den vilde jagt på at få afsløret ægtemandens utroskab. En scene der når sit klimaks på et luksushotel i Mexico, hvor far og datter skjult i buskadset ser ægtemandens sekretær på hans værelse – iklædt lingeri og natkjole.

Den centrale scene

Den scene er ubetalelig, og skal naturligvis ikke afsløres her. Men jeg er ret overbevist om, at det er præcis den scene, Sofia Coppola har set for sig først. Og så har hun lavet filmen her for at kunne forløse præcis dette sofistikerede drama.

Men som nævnt indledningsvist: Der er ikke så meget handling, at det gør noget. Til gengæld er altså Bill Murray, som nok er prisen på en biografbillet værd. Og folk der savner den forlængede weekend i New York vil sikkert også glæde sig over de mange lækre billeder fra byen.

Uden om vores hovedpersoner bliver der så tegnet en stribe små portrætter af en masse kvinder, og de er også ganske fine: De er lavet med en dejlig ironisk distance, og de indfanger en stribe situationer, hvor disse kvinder er utroligt selvoptagede og navlepillende. Det er kvinder, man kan genkende. Om ikke fra sit eget liv, så fra de fleste amerikanske film. Og måske også fra den amerikanske virkelighed, som den udspiller sig i det bedre borgerskab over there.