Bizar, henrivende og mærkelig

FILM: "Om det uendelige"

Der findes mystiske film. Og der findes meget mystiske film. "Om det uendelige" tilhører sidstnævnte genre.

Det er en film uden sammenhængende handling. I stedet møder du en stribe tableauer. I nogle af dem er der dialog. Mange scener indledes med en kvindestemme, der siger "Jeg mødte...".

Hun mødte så en mand, en kvinde, et par eller et barn. Og så følger yderligere lidt forklaring på omstændighederne.

Nok  er der ikke nogen speciel sammenhæng mellem filmens mange små historier. Men forundringen går igen. Der er meget af forundre sig over lige her. Men altså forundre sig på den fine måde. Man får lige lov at sætte tankerne fri. Sende dem afsted mod det uendelige. Derude hvor der ikke er nogen facitliste.

Og selv om meget er mystisk, så er meget nu også ganske underholdende.

Filmen leger med tid og personer. Hvornår foregår det? Ja når det handler om mødet med en mand, der havde en plan for at erobre hele planeten, så er det jo lidt sjovt, når Hitler så træder ind på scenen.

Vi møder også præsten, der har tabt troen på gud. Hver nat vågner han til et mareridt, hvor han er på vej mod korsfæstelsen. Det problem går han til lægen med. Den samtale mellem læge og præst er guddommelig - altså hvis der findes en gud... Den er så kikset.

Filmens farver og scenografi er holdt i gråbrune toner. Det ligner ældgammel film, hvor tiden har stjålet alle de grønne og især blå nuancer i billederne.

Scenografien er også gammeldags. Det ligner noget fra 1950'erne: Det gælder interiør, påklædning, butikker med mere. Og pludselig går en mand ind i en  bus og bruger svenskernes svar på Rejsekortet. Og i en scene på en banegård står der er ATM - pengemaskine du ved.

Mange af billederne er groft manipulerede. Der foregår mange ting i de vinduer, hvor der er indsigt. Der er baggrunde, der fortsætter i det uendelige, selv om forgrunden er lavet i et studie. Vi ser billeder af Köln i 1945. Hele tiden ser du noget andet i billederne. Og ofte meget mere.

Filmen er nærmest et billeddigt. Den er meget poetisk og smuk. Den er aldeles overrumplende. Og den er ganske kort: 1 time og 10 minutter. Det er nu også en god længde på en film, der i den grad leger med dig, så du ikke ved, hvad der er op og ned.

Filmen er god til at lade sig rive med af. Sæt dig ned og nyd fortællingen. Hvis du i forvejen ved, at dette ikke er en film, der følger det sædvanlige narrativ for, hvordan historier skal skrues sammen, så kan du nyde billederne. Du kan nyde de mærkelige mennesker og den mærkelige stemning. Men bedst af det hele: Du kan slå hjernen fra og lade filmen underholde dig. Uden at du skal sidde og tænke på, hvem morderen er. Her er bare billeder og bizare fortællinger.