Lossepladsens grønne venner

FILM: "Oklingerne - Velkommen til Hørmestrup"

Lad det være sagt med det samme: denne animationsfilm har nogle bedårende figurer, sprudlende glade farver og en gennemgående skøn, munter stemning. Så den vil næppe på noget tidspunkt skræmme selv de allermindste.

Filmens udfordring er, at den svinger i tempo, så den i perioder bliver for kedsommelig i de cirka halvanden time, den varer.

Rammen om animationen er den lille landsby Hørmestrup, som har et stinkende problem, nemlig den lokale losseplads. Stanken er så uudholdelig, at borgerne holder sig indendøre, og turisterne bliver væk. Kort sagt: lossepladsen er ved at ødelægge byen, så noget skal der ske.

Problemerne har fået den 11-årige Max i aktion. Den lille opfinder har indledt et tophemmeligt samarbejde med den skøre professor Skumversen og dennes niece Lotte. De tre arbejder på højtryk for at udvikle en maskine, en såkaldt af-stink-o-mat, som skal løse de voldsomme lugtgener.

Men Max er i knibe. Han er søn af byens borgmester og dennes ambitiøse - men yderst stressede - kone, som forbyder sin søn enhver kontakt med opfinderverdenen og professoren. Mor vil have sin søn til at spille cello og læse lektier dagen lang.

Max er dog en snedig gut, der omgår sin mors stramme skemaregler. Han går sine helt egne veje, og en dag møder han - sammen med Lotte og professoren - en hel familie af oklinger på lossepladsen. De er flyttet ind i den største bunke skrald sammen med deres drage Flammerumpe.

Det viser sig, at disse morsomme, grønne skabninger lever af affald og er verdensmestre i genbrug. En af deres absolutte yndlingsretter er gamle batterier i smeltet plastik, og i det hele taget bliver skraldebunkerne hastigt mindre og mindre efter, at oklingerne er flyttet ind.

Derfor ser de nye grønne venner umiddelbart ud til at være win-win for alle i landsbyen.

MEN... der er jo lige den onde, skruppelløse bygherre Hammer med dollartegn i øjnene. Han har helt andre planer med lossepladsen...

Publikum bliver ikke blæst bagover af originalitet, for der er ikke meget nyt under solen i dette plot. Det meste er set før, og det virker som om, at folkene bag animationen har skelet lige vel rigeligt til DreamWorks grønne trold Shrek.

Filmen svinger en del i tempo. Til tider er den temmelig stillestående, så det er fristende at skæve mod uret. Andre tidspunkter er der fuld fart på scenerne, blandt andet når dragen Flammerumpe suser hen over himlen. Måske ville en strammere redigering af fortællingen have hjulpet på skarpheden.

Lyspunkterne i animationen er i særlig grad de to hovedkarakterer, børnene Lotte og Max. De er begge meget energiske, handlekraftige og idérige, hvilket mange blandt det yngre biografpublikum ganske givet kan identificere sig med.

Desuden er oklingerne ganske søde og nuttede.

Animationen er præget af en dejlig ren og simpel streg, mens humoren spiller en fremtrædende rolle i såvel dialoger som animationen. Derudover er plottet skabt på enkel vis, så også de mindste kan være med. Eksempelvis er det let at skelne helte fra skurke, gode fra onde, og når det trækker op til en smule uhygge, bliver scenerne hurtigt afløst af en lysere og munter tone.

Så er man til en hyggestund med børnene - uden voldsomme eller rædselsvækkende scener - kan "Oklingerne - Velkommen til Hørmestrup" været et udmærket bud. Og filmen, der i øvrigt er baseret på børnebogsserien om oklingerne - skrevet af den tyske forfatter Erhard Dietl, rummer ikke ét ord om jul.